Alexander Juel: Okosun var et fucking monster

Søndag aften spillede OB på hjemmebane mod FC Midtjylland, og det blev meget skuffende til et enkelt point, da kampen sluttede 2-2.

Alexander Juel var tilbage i startopstillingen igen for OB, og han så et hjemmehold, der spillede en rigtig god kamp.

– Jeg synes, det var en god kamp. Vi bragte nærmest alt det, der skulle til for at få tre point. Det er selvfølgelig en skuffelse kun at få et point, når vi har kæmpet os heroisk tilbage.

– Jeg synes, vi fortsætter nogle af de gode takter fra den første kamp, vi er bare super ærgerlige over, at vi ikke vinder.

Den rutinerede forsvarsspiller står ikke længere forrest i køen til spilletid i det centrale forsvar, og det ved han også godt selv. Det betyder dog ikke, at motivationen fejler noget.

– Nej, motivationen er der i den grad. Det er en anden udfordring at skulle være klar, også mentalt, men det har vist sig, at jeg har haft den rigtige optakt til det hele, for jeg synes egentlig, jeg går ind, og leverer godt.

– Det er de vilkår, jeg har. Jeg har sagt, at jeg er klar, når der er brug for mig, og det er nok ikke hver gang, men jeg føler, jeg gør det godt.

FC Midtjylland udligner til 2-2 i overtiden. Er det fordi, vi ikke spiller færdig?

– Ja, der er blevet lavet en masse udskiftninger, og de har det hele med fremme til sidst, men derfor skal vi stadig dække færdig. Det kan godt være, der ryger en enkelt aftale, og det er selvfølgelig frustrerende. Det kigger vi på i løbet af ugen. Det havde været noget andet, hvis de havde spillet os tynde. Det virker meget ærgerligt og unødvendigt.

Ayo Simon Okosun blev kåret til kampens bedste spiller på stadion, og set med Juels øjne så var det også en helt fortjent kåring.

– Helt fortjent. Han var fantastisk. Jeg synes, der var rigtig mange gode, men Okosun var et fucking monster derinde i dag. Han var god på kuglen, han ragede alt til sig og vandt alle hjørnesparksdueller. Der kan ikke komme nok roser, det var en stærk kamp.