Anders Møller bliver OB-ambassadør

Anders Møller Christensen nåede at spille 8 sæsoner for OB, hvor det i alt blev til 282 kampe, og han blev også anfører for klubben.

Han var med til at vinde 3 sølvmedaljer med OB, ligesom han også var med, da vi var meget tæt på at spille os i Champions League-gruppespillet, hvor vi desværre røg ud til Villarreal.

For 3 måneder siden lavede vi et større interview med Anders Møller til vores Stribede Legender, hvor vi snakkede om hans tid i OB, og til sidst spurgte vi ham, om han var blevet spurgt, om han ville være OB-ambassadør. Det svarede han nej til, og til spørgsmålet om, hvad han ville sige, hvis han blev spurgt, svarede han:

Så havde jeg da sagt ja uden at tænke over det. Selvfølgelig ville jeg det. Jeg føler stadig meget for klubben. Jeg har været her i 8 år, det er fandme lang tid.

Det kunne selvfølgelig ikke gå, at en kapacitet som Anders Møller ikke var OB-ambassadør, når han nu selv sad, og bød sig til, så vi kontaktede selvfølgelig Jack Jørgensen, så han kunne få hentet vores gamle kaptajn ind i en fart.

Den var han selvfølgelig ikke længe om at hoppe med på, og derfor er Anders Møller nu blevet ambassadør for OB.

– Det er jeg sgu rigtig glad, og stolt over. OB betyder stadigvæk utrolig meget for mig, lyder det fra Anders Møller i en kort kommentar til OBstruktion.

Ligesom Anders Møller er rigtig glad for at være med på holdet af OB-ambassadører, så er vi også meget glade for, at Jack Jørgensen var åben overfor at tage ham ind, da vi rettede henvendelse til ham. Ingen tvivl om at han pynter på listen.