Bjørn Paulsen vil være en leder i OB

Mandag aften blev det officielt, at OB havde sikret sig Bjørn Paulsens underskrift, og præsenterede ham som ny mand i den fynske klub.

Han skulle have været med til klubbens 135 års fødselsdag på stadion i går aftes, men det nåede han ikke alligevel, da hans fly var blevet forsinket.

Han var dog landet til dagens træning i Ådalen, hvor vi fik en snak med den rutinerede forsvarsspiller, der er glad for at være OB-spiller nu.

– Det er rart. Det er dejligt at komme hjem til Danmark. Jeg har vidst det i et stykke tid, men nu er det endelig officielt. Det er skønt at være her og møde de nye holdkammerater.

Det er efterhånden lidt tid siden, rygterne begyndte at svirre om, at Paulsen var på vej til OB, og det var også deromkring, han selv vidste, at han skulle til Odense.

– Det var sådan ca., da rygterne startede, at jeg var nede forbi og se det hele og få lavet et lægetjek. Det passer meget fint med tidsforholdene der.

– Vi ville gerne have holdt det lidt hemmeligt, for jeg havde stadig et par kampe i Hammarby, inden transfervinduet rigtigt startede deroppe. Men det gik rigtig fint, og jeg fik en god afskedskamp deroppe, hvor det hele gik fint, inden jeg kom herned.

Hvordan er du blevet taget imod hernede?

– Meget fint. Jeg kender nogle af dem. Jeg har spillet mod mange af dem, og nogle af dem kender jeg fra Sverige. Andreas Alm kender jeg også fra Sverige, så det er okay. Det er altid rart at møde nye mennesker.

Paulsen har tidligere spillet for både SønderjyskE og Esbjerg i Superligaen, så han har et fint kendskab til OB, og han tror også på, at man kan opnå noget i klubben.

– Der er kæmpe potentiale her. Det er en stor klub, og for ti år siden spillede OB med i toppen. Det er forhåbentligt det, OB arbejder hen mod. Det er en god trup og et godt team rundt om, så jeg tror, det bliver rigtig godt.

Han trænede ikke med i hele træningen i Ådalen i dag, men Paulsen slår dog fast, at han er klar til kamp, når OB spiller mod FC Nordsjælland på mandag.

– Jeg er aktuel ja. I dag havde jeg lige en ’recovery’ træning, fordi jeg spillede kamp i mandags, men planen er, at jeg træner med fuldt ud i morgen.

Der er mange ting, der spiller ind, når en fodboldspiller skifter klub, og det var da også en svær beslutning at tage skridtet videre til OB nu.

– Ja, det var det faktisk. Det handler om at få familien med også. Jeg snakkede meget med familien, for vi havde egentlig indstillet os på, at vi skulle være i Sverige i tre år. Jeg har en knægt, der er skoleklar lige præcis den sommer her, så det er perfekt timing at komme hjem nu.

– Da vil havde diskuteret det og snakket det igennem, var det ikke så svært. Vi siger selvfølgelig farvel til mange venner og familie og en fed klub i Sverige, men fodbold er en vild og kynisk verden, så det er bare at springe ud i det.

Nu har Paulsen kontrakt med OB de kommende tre sæsoner, og han har da også en klar ambition, når han kigger ud i fremtiden.

– Det er at spille så meget som muligt og få personlig udvikling, men også udvikle holdet og alt omkring det. Jeg vil gå ind og prøve at være en leder og få alle med til at give 100%.

Hvordan vil du beskrive dig selv som spiller?

– Hvis man kigger udefra, er jeg nok en ond mand. Haha.. Jeg er en person med erfaring og noget vildskab. Jeg er en holdspiller, der prøver at få hele holdet med. Jeg bakker virkelig op om mine holdkammerater, og jeg giver 100% hver dag til hver træning. Udenfor træning er jeg en hyggelig fyr, så jeg håber også på at bidrage socialt.

Bjørn Paulsen var en meget vellidt mand i Hammarby, og fansene i den svenske klub elskede ham. Han fik da også en rigtig flot afsked med den svenske klub efter deres kamp mandag aften.

– Man bliver lidt stolt, når man får sådan en afsked, som jeg gjorde. Folk ønskede mig heldigvis held og lykke i stedet for at være sure over, jeg forlader dem. De forstår godt, at det er spilletid og nye udfordringer, jeg søger.

– Det er heller ikke første gang, jeg forlader dem, men dengang vidste de, at muligheden for, at jeg kom hjem, var der. Det er det ikke denne gang, der er det slut. Det var emotionelt og hårdt, men også en fin måde at slutte af på.