Hjortebjerg har opskriften klar på sejr i Viborg

OB er et af de mest formstærke hold i Superligaen, selvom de i den seneste kamp på Odense Stadion måtte nøjes med et enkelt point efter 1-1 mod Silkeborg.

Denne søndag eftermiddag skal de i kamp igen i Superligaen, hvor der venter en udekamp mod Viborg, og det bliver en svær kamp, hvis man spørger assistenttræner, Frank Hjortebjerg.

– Det bliver en svær kamp. Vi skal møde et rigtig godt hold, som er afklaret, og som ved, hvad de vil. De har gjort det godt, og de er svære at spille mod. Vi skal spille op til noget af det, vi har vist i den seneste håndfuld kampe og lægge lidt på, for at vi for alvor kan byde dem op til dans.

Hvordan ser du vores muligheder for at få de tre point?

– Hvis vi kan få ro på vores eget opbygningsspil, så Viborg ikke kan stresse os for meget. Det er de gode til. Samtidig med vi også får spillet den ned bagved, og får strukket i dem. Det er sådan balancegangen i det offensive.

– Defensivt skal vi være opmærksomme på deres mange dybe løb og deres dynamik på deres midtbanespillere. Forhåbentlig kan vi holde fast på vores stabilitet i den defensive del og samtidig kunne vinde bolden tæt på vores eget mål.

Viborg har set gode ud i denne sæson, hvor de også lidt overraskende ligger nummer tre i Superligaen nu. Det har dog ikke overrasket Hjortebjerg.

– Jeg er ikke overrasket over, at Viborg ligger med i toppen. De har gjort det godt, og har været dygtige gennem en længere periode. De ved, hvad de vil, og bliver ved med at lægge lag på, til stor ros og anerkendelse både til spillere og stab.

– Så er der selvfølgelig nogle andre hold, man kan være lidt overraskede over, ikke ligger deroppe, eller Viborg måske har taget pladsen fra, men jeg er ikke overrasket over, at Viborg gør det godt.

Vi har selv fået pænt med point her på det sidste. Hvor ser du årsagen til det?

– Jeg synes, vi har fået stabiliseret noget defensivt, som også er med til at sætte og op i nogle gode omstillingssituationer, som vi har brug for i forhold til at få lavet nogle mål. Det synes jeg, er kernen i det.

– Der er mange ting, vi gerne vil gøre endnu bedre. Vi vil gerne skabe endnu flere chancer og være endnu farligere i det etablerede spil også, men jeg synes, vi har fået stabiliseret holdet og skabt en fornuftig balance, der gør, at kampene er tætte, vi er med, og det kan lige så godt være os, der står med de tre point til sidst.

Hvis man kigger på oddset, så er Viborg pæne favoritter til at vinde søndagens kamp over OB, men det bliver forhåbentligt ikke det kampbillede, man kommer til at se.

– Det er vel fair nok, hvis man kigger på tabellen. Jeg synes, vi har set bedre ud de seneste kampe, end vi gjorde i starten af sæsonen, så forhåbentlig kommer det også til at betyde, at kampbilledet ikke afspejler oddset.