Horneman er optimist inden FCM-kamp: Fed kamp for mig at spille

Efter fire nederlag i træk i Superligaen tog OB i den seneste runde til Farum for at spille mod FC Nordsjælland, og her fik de en sejr på 1-0 med hjem til Odense.

De tre point var meget vigtige for holdet, og det giver selvtillid frem mod den kommende kamp på hjemmebane mod FC Midtjylland, fortæller Charly Nouck Horneman.

– Det var selvfølgelig utrolig vigtigt. Det var et godt hold, vi spillede mod, og at få en sejr der gør også bare, at vi tror mere på tingene, når vi møder de andre store hold som FC Midtjylland på mandag. Det var meget vigtigt for vores selvtillid.

Det var første gang i fem kampe, Horneman var med fra start for OB, og han var da også selv godt tilfreds med sin indsats i kampen mod FC Nordsjælland.

– Jeg synes, det var en meget fin præstation. Især i første halvleg. Jeg faldt lidt af på den i anden halvleg, synes jeg. Jeg synes heller ikke, jeg fik bolden i de muligheder, som jeg havde masser af.

– Jeg synes, jeg spiller en god kamp, og jeg bidrager med det, jeg synes, der har manglet lidt. Så vinder vi kampen, så det var fint.

Er det en af de bedste kampe, du har spillet for OB?

– Nok den bedste første halvleg jeg har spillet. Den bedste kamp vil jeg ikke sige, men første halvleg synes jeg selv, er den bedste, jeg har spillet. Mål og assists havde selvfølgelig gjort det bedre, men det var en fin præstation. Hvis jeg kan spille sådan hver gang, tror jeg også, vi kan få de point, vi skal bruge.

Du har selv sagt tidligere, at du skulle lægge på defensivt. Er det ikke også det, du er begyndt at vise nu?

– Jo, jeg synes, jeg er rigtig god til det, når jeg endelig får det gjort. Det kræver også, man har energien til det hele tiden, og får det gjort. Ellers bliver man valgt fra, hvis man ikke gør det.

Mandag aften skal OB så i kampe igen hjemme på Odense Stadion mod FC Midtjylland, og her regner han med, at det bliver en tæt affære.

– Det bliver en tæt kamp, tror jeg. Det var det også sidste gang. Vi skal have marginalerne på vores side, og så skal bolden i målet, når vi får chancen. Vi skal gøre det samme, som vi gjorde i Farum, hvor vi var stabile i defensiven. Så tror jeg på, det kommer.

Hvordan synes du, et hold som FC Midtjylland ligger til dig, i forhold til det du kan?

– Jeg synes, de ligger rimelig godt. Det gjorde de også til Yankuba, da han var her. Jeg synes, det er en fed kamp at spille for mig. Ligesom mod FC Nordsjælland hvor jeg kan bruge min fart. Hvis jeg starter inde, er jeg sikker på, jeg nok skal skabe en masse chancer.

I seks forsøg har OB endnu ikke formået at vinde på hjemmebane i denne sæson, hvor det kun er blevet til to point, men det er ikke noget, der fylder så meget hos Horneman.

– Jeg synes ikke, det fylder så meget. Vi har selvfølgelig ikke præsteret så godt, som fansene fortjener, men når vi endelig får det vendt, er jeg sikker på, det nok skal gå fremad. Det skal vi få gjort på mandag. Det er det vigtigste.