Johnson Laursen: Mikanovic gik langt over stregen

Fredag aften spillede OB på hjemmebane mod AGF, men det blev ikke nogen god kamp for hjemmeholdet, der måtte se sig besejret med 1-0.

Spillet fungerede ikke rigtig for OB, og forsvarsspilleren, Ryan Johnson Laursen, har da også svaret på, hvad der gik galt for os.

– Alt. Vi får ingen rytme i spillet, og så kommer de foran, og så prøver de bare at smadre kampen og vores spil. Det lykkedes for dem, og så blev det rigtig svært for os, siger Laursen til OBstruktion.

Der var en del spillere ude med skader og sygdom til kampen mod AGF, og Laursen mener da også, at det fik en betydning, men det skal ikke bruges som undskyldning.

– Det har jo en betydning, for det er nogle spillere, der stort set har spillet alle kampe. Vi får nogle nye ind, der måske ikke har samme erfaring, men det er ikke nogen undskyldning, synes jeg, for vi har alle sammen løbet og trænet det samme, og så skal vi have styr på vores roller.

Set fra tribunen var det en kamp, der var meget rodet, og det var også den samme følelse man fik inde på banen.

– Helt det samme. Vi prøver, og prøver, men den sidste skarphed var der ikke. Sidste aflevering, sidste indlæg manglede, og det gjorde, at det blev meget rodet. Fornemmelsen på banen var den samme. Vi følte ikke, vi kom ind i en rytme, og det var hele tiden op af bakke.

Med nederlaget til AGF ser det meget svært ud at nå en plads i top seks, men Laursen er ikke helt klar til at lægge den død endnu.

– Det ved jeg ikke, nu må vi se. Vi har i hvert fald en kamp i Randers, vi skal vinde.

Efter kampen opstod der en del tumult nede foran Richard Møller Nielsen-Tribunen, hvor AGF’s højre back, Dino Mikanovic, blev hovedperson.

– Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er ham deres højre back, han står nede ved vores fans, og jeg ved ikke, hvad han laver, men det var noget mærkeligt noget. Lige efter kampen var man oppe at køre, og jeg synes, det var langt over stregen, og det skulle han have at vide.

Laursen var hurtigt henne og skubbe til Mikanovic, og det var simpelthen fordi, han oplevede det, han stod, og lavede, som ekstrem dårlig stil.

– Det er fair nok, man er glad for, at man har vundet, men at stå og hovere foran vores fans på den måde det er ikke i orden. Jeg kunne se derfra, hvor jeg stod, at han stod og fægtede med armene, og der var ikke nogen, der gjorde noget. Det er langt over stregen, og det er ikke god stil.

 

Du vil måske også kunne lide...