Martin Hansen: Vi skal spille en klog og modig udekamp
OB er inde i en dårlig periode i Superligaen, hvor det seneste nederlag hjemme mod Lyngby var det fjerde nederlag i træk i Superligaen.
På søndag skal OB så til Farum og spille mod FC Nordsjælland, og den rutinerede målmand, Martin Hansen, er sikker på, at det bliver en meget svær opgave.
– Det er en af de svære udebaner i ligaen. Det er et hold, som er utroligt stærkt i stort set alle faser af spillet. For os handler det om at holde kampen i live så længe som muligt ved at spille en klog og modig udekamp. Vi skal prøve at holde fast i nogle af de ting, vi gerne vil, men vi skal være bedre offensivt, end vi var i Midtjylland.
FC Nordsjælland har haft nogle utilfredsstillende resultater i ligaen på det seneste, men de kommer med en sejr på hele 7-1 i bagagen mod Ludogorets i Conference League, som de slog hjemme i Farum torsdag aften.
– Jeg tror, det er et hold, der kommer med fuld optimisme og energi. De har hængt lidt i bremsen på det seneste, men på hjemmebane er de bare et andet hold. De træner der hver dag, og de ved udmærket godt, hvilke områder de vil angribe i.
– Vi skal hele tiden prøve at blive ved med at nulstille de dårlige oplevelser, som vi jo har haft, og vi skal over og spille en moden og voksen fodboldkamp, hvor det ikke altid er skønhedspriser, der skal afgøre, om vi får point med hjem. Det er lidt det, jeg forventer, vi kommer til at se derovre, at vi spiller måske lidt mere kontant i perioder af kampen.
I den seneste kamp mod Lyngby var OB tilbage i en 4-3-3, efter man ellers havde været ovre i 3-4-3/3-5-2 i to kampe i træk, men Martin Hansen ved ikke helt, hvilket system der passer dem bedst i øjeblikket.
– Det er svært at sige, for man kan sige, at Nordsjælland er en meget anderledes modstander, end FC Midtjylland er på udebane. Jeg synes, vi spiller fremragende i 80% af kampen mod Lyngby på hjemmebane, hvor vi skaber de chancer, der skal til. Der spiller vi vores normale system, og ser i store dele af kampen rigtig farlige ud.
– I Nordsjælland kommer vi måske til at have bolden meget mindre, og skal forsvare mere. Jeg synes, det vil klæde os at kunne veksle, uden at skulle lave udskiftninger. Lige tage temperaturen på hvordan kampen forløber, og måske er det så det ene system, man starter med, men kan så hurtigt veksle over i det andet. Vi så selv, at når vi er bedst offensivt, så er det måske det system, vi har trænet længst på, og på den anden side når vi er bedst defensivt, så er det måske med fem i bagkæden. Så det er svært at svare på.
Selvom der bliver spillet på kunst på Farum Park, var det meningen, at OB skulle have trænet på græs på Bane 1 op til kampen mod FC Nordsjælland, men banens beskaffenhed gør, at det ikke er muligt, og de er derfor alligevel blevet tvunget til at træne på kunst. Det skal så forsøges at blive brugt som en fordel nu.
– Min oplevelse er, at to dage før kamp er det selvfølgelig meget rart at have det samme underlag så tæt på som muligt. SÅ man også lige vænner sig til, at det sætter sig nogle lidt andre steder, når man løber rundt. Det er også godt for spillerne lige at se, at det er lidt anderledes på kunst. Men generelt foretrækker vi alle sammen græs.
Hvordan har du det selv med at spille på kunst?
– Jeg skal da være ærlig at sige, at når du kommer lidt op i alderen, så er det ikke det, man er mest fan af, men sådan er det. Det er noget, man skal lære at deale med. Det er sådan, det er hernede. Jeg prøvede det sidste år, hvor jeg havde en større tilvænningsfase, men nu ved jeg, hvad det er, der kommer. Så er man hurtigere til at komme ind i det.