Nu starter sæsonen igen: Søren Krogh har det som dagen før juleaften
Tidligere i denne uge kom OB hjem fra deres træningslejr i Spanien, hvor der blev spillet to træningskampe, og ellers blev der trænet en masse på den flotte græsbane.
Det har dog ikke været lutter lagkage for OB på deres træningslejr i Spanien. Sådan lyder det fra holdets cheftræner Søren Krogh.
– Den har været bumpy. Den har været lidt op og ned, fordi vi har kæmpet med lidt skader, lidt sygdom og noget skulder af led. Det har været en god mulighed for os i forhold til at arbejde med noget modstandskraft, når der har været de her bump på vejen, og det skal vi egentlig bare omfavne og se, om vi kan bruge det. Gerne allerede mod Hillerød og også resten af foråret. Ting kommer os ikke let, og det er med til at skærpe forståelsen for det.
Hvad har du set fra de spillere, der har spillet i træningskampene?
– Der er jo en masse iver i den gruppe her. Vi har en rigtig god træningskultur, og vi har en rigtig god mentalitet på at ville dygtiggøre os og skubbe til det hele. På den måde er det en fantastisk gruppe at arbejde med. Den eneste mindre bekymring jeg har, det er, at der er så mange, der har haft nogle afbrudte forløb med nogle af de ting, jeg lige har omtalt.
– Jeg glæder mig sindssygt meget til kampen mod Hillerød, for der kan vi få svar, og vi kan gå en mere tydelig forståelse for, hvor vi er henne lige nu. Én ting er træningskampe, preseason, løb på stierne og sådan noget, men noget andet er altså, når vi skal spille første turneringskamp, der får vi de rigtige svar.
– Vi glæder os til at komme i gang. Det er lidt ligesom dagen før juleaften, med en forståelse af at alt ikke er perfekt. Det er ikke den perfekte gave, vi får købt, og det er ikke den perfekte mad, vi får lavet. Men det skal vi også stå imod.
Hvordan ser situationen så ud nu? Er der nogen, du ved med sikkerhed, ikke kan spille kampen?
– Selvén og Bonde. Det er de eneste to.
Fredag aften spiller OB årets første kamp i 1. division, når de drager til Farum Park for at spille mod Hillerød, og det er en modstander, Søren Krogh har stor respekt for.
– Det bliver en ordentlig mundfuld. De er gode. De er godt spillet sammen. De har ændret formation midtvejs i efteråret, og spiller 3-4-3 nu, med fremdriftige wingbacks. De har en god angriber, der kan løbe dybt.
– De har et hold, der er sat rigtig godt sammen af en god håndværker som Christian Lønstrup må siges at være. Det er et afklaret hold, der har været dominerende i mange af deres kampe, også hvis man kigger på datadelen.
– Det er samtidig et hold, der har fået en del mere, end de har spillet sig til. Det bliver svært, og det bliver en kamp, hvor vi også skal acceptere, at vi spiller mod et godt hold. Jeg tror, de havde 35 afslutninger mod Esbjerg, og spiller Fredericia ud af banen i en første halvleg, og brænder et straffe, og pludselig er de bagud med 3-0. Det er et hold, som godt kan være åbent, og man kan straffe dem en lille smule. Der er nogle områder, man kan sætte ind i.
Har det nogen betydning, at vi starter på kunst i Farum, når vi lige kommer fra en træningslejr, hvor vi trænede på en god græsbane?
– Det er bevidst, vi har trænet på kunst i Ådalen op til kampen. På mandag går vi på græs igen. Det er det, den næste lange periode indbyder til. Så det er et bevidst valg, at vi har været et par dage på kunst, efter vi er kommet hjem, så vi lige kan mærke den type overflade, og så er vi på græs fra på mandag.