OB tabte til AGF

Det var et noget amputeret OB-hold, der fredag aften tog imod AGF, da Jacob Barrett, Casper Nielsen og Joao Pereira ikke var i stand til at spille, ligesom Mikkel Desler og Jens Jakob Thomasen stadig sidder ude.

Kenneth Emil og Mathias Greve var ikke klar nok til at starte inde, men begge var med på bænken fra start. Jacob Buus, Marco Lund og Mathias Thrane var nye i startopstillingen, og Jonathan Harboe var for første gang med i truppen.

Inden kampen var der lige en lille overrækkelse, da Anders K. Jacobsen havde rundet 100 kampe for OB, og Sten Grytebust fik overrakt Det Gyldne Bur af Tipsbladet.

OB havde overtaget fra kampens start, hvor de sad mest på bolden, men de fik dog ikke rigtig noget ud af det. Det var to hold, der var meget afventende i kampens første periode.

Efter 13 minutter gik det dog galt, da AGF fik et hjørnespark, og pludselig landede bolden hos Jens Stage, og så stod der 1-0 til gæsterne på kampens første afslutning.

Herfra overtog AGF styringen, og OB lavede en del fejl, og smed hurtigt bolden væk, når de fik den. OB spillede ikke godt, og kom ikke frem til noget, og da holdene gik til pause, havde hjemmeholdet endnu ikke haft et skud på mål.

Fra starten af 2. halvleg blev Mathias Greve sendt på banen i stedet for Jacob Buus, og formationen blev ændret til en 3-5-2. Det var tydeligt at se, at holdet fik nogle helt andre strenge at spille på, da Greve kom på banen, og han gik med det samme ind og greb taktstokken.

Fem minutter inde i 2. halvleg havde vi så vores første skud på mål, og efter pausen var det OB, der sad på begivenhederne. Foran målet var vi dog ikke for alvor farlige, før der var et kvarter tilbage.

Der begyndte vi for alvor at presse på, mens AGF trak sig længere tilbage på banen, og trak tiden, hver gang de havde muligheden for det.

Vi kom frem til et par store chancer i de sidste minutter, men vi kunne dog ikke få bolden i kassen, og derfor måtte vi gå fra banen med et nederlag på 0-1, og dermed ser det meget svært ud at nå en plads i top seks.

One Reply to “OB tabte til AGF”

Comments are closed.