Rømer: Tilfreds med min præstation

Da OB her til aften spillede på hjemmebane mod Lyngby, var det meningen, at startopstillingen skulle være den samme, som det var i den seneste kamp mod FCK i Parken.

Sådan endte det dog ikke, da Jens Jakob Thomasen blev skadet under opvarmningen kort før kampstart, og så måtte André Rømer tage hans plads i startopstillingen.

Det kom altså som en overraskelse for Rømer, at han pludselig skulle i kamp, og han nåede da heller ikke at indstille sig på det.

– Det nåede jeg slet ikke. Det var først 10 minutter før kampstart, at JJ fik nogle problemer. Man begynder at blive lidt stresset, men sådan er det i fodbold, så må man stå klar, og jeg synes, jeg slipper okay fra det i dag, siger Rømer til OBstruktion.

Rømer skiftede til OB fra FC Midtjylland i januars transfervindue, og kampen mod Lyngby var hans første optræden på Odense Stadion, og det var noget, han havde ventet på.

– Det er noget, jeg har glædet mig til. Det kom lidt senere, end jeg havde håbet på, men det var rart at få den første hjemmekamp ud af vagten, så man kan begynde at få nerverne lidt i ro og begynde at spille fodbold helt normalt igen.

Kampen blev spillet i bidende kulde, og der var arbejdet på at gøre banen klar til kamp. Det var også noget, der kunne mærkes, jo længere kampen kom hen.

– I 1. halvleg var det ikke noget, der påvirkede spillet. Selvfølgelig er banen ikke lige så god, som den er i juli måned, men vi spiller stadig fin fodbold, og får skabt nogle rigtig fine chancer. I 2. halvleg bliver banan pløjet op, og begynder at blive frossen, hvilket gør, at det er svært at spille fodbold. Det bliver lidt mere lange bolde, og så se hvad der sker.

– Det er svært at spille sig varm, især når man slet ikke har været med i opvarmningen, så man skulle lige i gang.

Det så længe ud til, at OB skulle gå til pause med en føring på 2-0, men ganske kort før pausen fik Lyngby reduceret til 2-1, og det var et dumt mål at give væk.

– Det er dumt, at de får den kasse. Vi står lige, og sover et kort øjeblik, og så bliver man straffet på det her niveau. Det er ærgerligt, for vi dominerer fuldstændig i 1. halvleg. Man begynder selvfølgelig at blive lidt nervøs, og det giver dem lidt blod på tanden, men vi står fint imod. De har en enkelt stor mulighed i 2. halvleg, men vi havde også muligheder for at lukke den tidligere.

Rømer gjorde fint væsen af sig på midtbanen, og han mener da også selv, at hans egen indsats var godkendt, men der er stadig plads til forbedringer.

– Det var lidt blandet. 1. halvleg synes jeg, var rigtig fin, jeg skulle lige ind på holdet og spilles varm efter en kold start. I 1. halvleg synes jeg, vi dominerer det hele, og jeg er med til at sætte nogle fine ting op. 2. halvleg bliver lidt mere rodet. Banen bliver pløjet op, og begynder at blive frossen, så det gør det svært at spille fodbold. Så må man begynde at vinde nogle andenbolde, men det havde vi nogle problemer med. Vi slipper godt fra det, uden de får alt for mange chancer, og vi har også selv mulighed for at lukke det. Jeg er okay tilfreds med min egen præstation, men der er stadig plads til forbedring.

I de tre første kampe i 2018 har det været JJ og Casper Nielsen, der har spillet de centrale midtbanepladser, og Rømer vil da heller ikke selv gætte på, om han er kommet tættere på startopstillingen med dagens indsats.

– Det er op til Kent. Jeg synes, jeg gjorde, hvad jeg kunne i dag. Jeg er tilfreds med min præstation, men der er også muligheder for at forbedre mig. Det kommer også, jo flere kampe jeg får, og jo mere jeg lærer de andre at kende.