Skadet Tverskov er i fremgang
Da OB spillede på hjemmebane mod Viborg, og tabte 3-2, for to uger siden, måtte forsvarsgeneralen, Jeppe Tverskov, lade sig skifte ud i pausen.
Han blev ramt af en skade i baglåret, der holdt ham ude af den seneste kamp mod FC Nordsjælland, men han er i fremgang nu.
– Det går fremad. Jeg er lidt ude på banen, så det er dejligt at være lidt ude i kulden igen.
OB vandt 2-0 over FC Nordsjælland uden Tverskov, og det var den sidste Superligakamp i 2021. Tverskov kunne se med fra tribunen, og han glæder sig over sejren.
– Det var dejligt. Vi havde brug for det. Vi var godt klar over, at efter kampen mod Viborg var der tre kampe tilbage, og hvis vi skulle ændre bare et lille syn på, hvordan sæsonen har været indtil videre, så krævede det i hvert fald en sejr dér.
– De her to kampe der kommer nu, kan måske også ændre en lille smule af synet på den her halvsæson.
De to kampe Tverskov hentyder til, er de kommende pokalkvartfinaler mod Randers. Den første kamp spilles på søndag i Randers.
– Det er jo en svær kamp. Det er et hold, der har været gode i noget tid. De har spillet europæiske kampe, og har stadig været dygtige. Det betyder, at de har en bred trup, og de har en del spillere, der gør det godt. De har en klar handleplan, og ved, hvordan de spiller.
Hvad vil være et godt resultat i første kamp?
– Et hvor kampen er levende. Nu hvor udebanemål ikke tæller længere, kan et godt resultat vel være en sejr eller uafgjort. Man skal lige til at begynde at tænke i andre baner, end man har været vant til med udebanemål, men det skal helt sikkert være et resultat, hvor kampen lever i Odense, og vi ikke skal frem og hente noget.
To gange tidligere i denne sæson har OB spillet mod Randers. Det er blevet til en uafgjort og et nederlag, men hvorfor er de så svære at slå?
– Det er de, fordi de har en god gameplan. Jeg synes egentlig, vi har haft godt fat i dem i de to opgør, men det har været nogle tætte opgør, hvor der skal lidt til at tippe det, og sidste gang tippede det desværre til deres fordel. Selvom vi havde en god første halvleg, så havde de en god anden halvleg, og det endte med at være det, der blev resultatet.
– Det har været nogle tætte kampe mod Randers, ligesom det har været mod mange af de andre hold, vi ligger, og kæmper med. Det er ofte på dagen, det bliver afgjort.
De har holdt sig kørende i tre turneringer. Overrasker det dig?
– Det er imponerende. Det vidner om en stærk trup. De har spillere, der kan komme ind, og ikke sænker niveauet. Det er flot.
Jeppe Tverskov har selv en fortid i Randers, og det overrasker ham heller ikke sådan rigtigt, at de har udviklet sig i en flot retning.
– Jeg synes ikke, det kommer bag på mig. Jeg vil sige, de har udviklet sig meget i forhold til den boldbesiddende del. Det var noget, man kiggede lidt på, da jeg var deroppe, at man ville mere derover. Nu har man så hentet spillere ind til, at det fungerer godt.
– De spiller på den måde, at de både er gode på bolden, men de kan også spille lidt længere, og så samle den op derfra og så spille. Det er en lidt nemmere måde at spille på, når man ikke har den første tredjedel, der kan være lidt sværere at komme ud af. De spiller lidt på begge måder, og de gør det sgu godt på begge måder. Det seneste år har det bare set godt ud, når det spiller.
Flere af Superligaens hold er allerede nu gået på juleferie, fordi de ikke længere er med i pokalturneringen, men Tverskov ville ikke bytte.
– Nej, det ville jeg sgu ikke. Nu må vi se, hvor meget jeg bliver involveret i dem, men vi vil da hellere ud og spille og komme så langt som muligt.