Slotsager efter Viborg-kamp: Alt gik galt

Mandag aften tabte OB 2-1 på hjemmebane mod Viborg efter en skuffende præstation, og det var også en meget skuffet Tobias Slotsager, vi snakkede med efter kampen.

– Alt der kunne gå galt, det gik galt. Vi havde fortjent at være bagud med mere ved pausen, og vi var heldige med kun at være bagud med en enkelt.

– Så snakkede vi om, hvad vi skulle gøre anderledes, og det var jo stort set det hele. Det var mere fart i spillet og mere førstepres, så de ikke bare spiller igennem os, og også bedre restforsvar. Jeg ved ikke, om jeg synes, det lykkedes i anden halvleg, for det synes jeg egentlig ikke. Jeg ved egentlig heller ikke, om det blev bedre, for det synes jeg egentlig heller ikke specielt.

– Jeg synes, boldspillet i perioder var okay, men det var ikke prangende overhovedet, og heller ikke på det niveau, det skal være på. Det var generelt bare dårligt og en skuffende præstation af os alle sammen.

– Det var ikke helt afstemt, synes jeg, hvilket det egentlig har været i de andre kampe, selvom det var de samme, der spillede. Jeg ved ikke, hvad der gik galt i dag. Det virkede som om, Viborg havde en meget bedre gameplan end os.

Hvilede vi på laurbærene efter Brøndby-kampen?

– Nej, det synes jeg ikke. Der var egentlig fornyet energi, og vi havde fået en god sæsonstart, selvom vi mistede to point i den første kamp. Vi prøvede at bygge videre på det, men det lykkedes på ingen måde.

Hvordan synes du så, vores sæsonstart har været nu?

– Den er mindre god. Jeg ved heller ikke, om jeg vil sige, den var ’god, god’ før, men i forhold til at vi har fem top 6 modstandere i de første fem kampe, så at komme ud med fire point i de første to kampe mod Randers og Brøndby, det er egentlig godkendt.

– Men nu står vi her efter en kamp mod Viborg, som har fået en dårlig start, og vi er ikke i stand til at spille op med dem på hjemmebane.

Hvordan har stemningen været i omklædningsrummet efter kampen?

– Den har været dårlig. Vi har lige tabt 2-1 på hjemmebane foran 10.000 fans. Efter en sejr i Brøndby i sidste weekend havde vi regnet med, at vi skulle ud og jagte og have tre point sådan en mandag aften, men det var vi ikke i stand til.