Søren Krogh regner med andet kampbillede mod Vejle
Det er efterhånden længe siden, OB har spillet en kamp i Superligaen, da der har været landskampspause, og det først er tirsdag aften, de skal i kamp igen på hjemmebane mod Vejle.
Der har været nogle spillere afsted på landsholdsopgaver, men der har været god tid til at forberede sig på denne kamp, og Søren Krogh har arbejdet med noget helt specifikt i landskampspausen.
– Det har været en ekstraordinær lang pause, så vi glæder os til at komme i gang med at spille kamp igen, og så kommer der to kampe lige i rap, fordi vi spiller fredag igen.
– Det bliver godt, og vi har arbejdet med det faktum, at vi ikke føler, vi scorer nok mål. Vi skaber egentlig godt med chancer, men vi er ikke skarpe nok i vores afslutninger, så det har vi haft fokus på i den her periode.
– Ellers handler det om, at vi bliver på det spor, vi er på lige nu og så få skruet noget godt sammen mod Vejle på hjemmebane ud fra den base, vi har i spillet lige nu.
I den sidste kamp OB spillede mod Vejle på udebane, blev der leveret en rigtig god indsats i sejren på 1-0, og der var mange ting at tage med videre fra den kamp. Cheftræneren regner dog med, at kampbilledet tirsdag aften bliver lidt et andet.
– Jeg tænker, det går lidt en anden vej med dem. Jeg tror ikke, de ønsker det samme kampbillede, så vi har arbejdet lidt med nogle forskellige tilgange til det. Hvis nu Vejle kommer, og står en lille smule lavere i deres forsvarsspil, som man måske kan forvente, så kan det være, at de har tænkt et lidt mere defensivt og omstillingspræget kampbillede, hvor vi også var lidt sårbare mod Brøndby og FCK, som scorede på nogle nemme omstillinger mod os.
– Så vi er i hvert fald forberedt på, at de muligvis står lidt lavere, og kører på omstillinger og så deres standardsituationer, som er meget farlige.
Da truppen til opgøret mod Vejle skulle udtages, var alle spillere tilgængelige, og det har også været medvirkende til, at det har været svært at stille holdet til kampen.
– Ja, det synes jeg faktisk, det har. Det har handlet meget om, hvordan vi skal komme ind til den her kamp og også om, hvordan hele kampforløbet samlet set kan udfolde sig.
– Der har været 27 mand til træning de sidste dage, og alle 27 mand har været klar til at blive udtaget. Jeg kan faktisk ikke huske, det er sket før.
Martin Hansen blevet udtaget til truppen i stedet for HC. Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring det?
– Der er ikke så meget i det. De gør det begge to rigtig godt. Martin er tilbage nu for fuld skrue, og har spillet nogle kampe også. Så for at fastholde dynamikken i gruppen, så har det været naturligt at lave et lille skift nu.
– Vi har nogle rigtig dygtige keepere, og de banker alle sammen på. Så det var for at ændre rytmen en lille smule.