Tverskov ser stadig tiden an, men havde håbet på mere i OB

Det er snart syv år siden, Jeppe Tverskov skiftede fra Randers til OB på en fri transfer, og han har udviklet sig til en af de helt store profiler på holdet, hvor han i ag også er anfører.

Anføreren har dog kontraktudløb med OB efter denne sæson, og mens alle fansene nok håber på en forlængelse af aftalen, så har Tverskov ikke selv noget nyt at bidrage med, når man spørger ham ind til det.

– Det er det samme svar, som det har været tidligere. Vi snakker stadig, og ser tiden lidt an. Der er ikke så meget nyt der. Jeg tror nok, vi skal melde noget ud, når der er noget nyt.

Der er kun to måneder tilbage af denne sæson i Superligaen, og det kan potentielt være Tverskovs sidste i OB. Det er da også noget, han tænker lidt over.

– Vi har jo kun to måneder tilbage, så det tænker man da over. Men heller ikke mere, at et ikke er noget, er har indflydelse på hverdagen. Man gør jo alle de samme ting, som man altid har gjort, optimerer der hvor man kan, spiller, og prøver at stå skarpest muligt.

– Egentlig tænker jeg ikke mere over det, end at jeg bliver spurgt om det hver anden dag af folk rundt omkring.

Igen i denne sæson missede OB en plads i Superligaens mesterskabsspil, og hvis det er Tverskovs sidste sæson for klubben, kommer det da også til at have betydning for hans tid i OB.

– Ja, det har det da helt sikkert. Det er da lidt øv. Jeg har været her i så mange år, og sidst jeg forlængede købte jeg ind på en præmis om, at vi skulle se bedre dage. Vi skulle hente flere spillere til, vi skulle konkurrere om mere og det ene og det andet.

– Det er ikke rigtig lykkedes, og mange er jo også smuttet fra de perioder, hvor jeg også var med på holdet, hvor det så godt ud, så jeg har ligesom været med til et par skifte i truppen over et par omgange, uden det for alvor har givet resultater, og det er selvfølgelig også en af de ting, jeg går, og tænker over, for jeg havde jo håbet på mere, og det tror jeg også, i havde, vi havde, og jeg havde.

Der er ni kampe tilbage i nedrykningsspillet, inden sæsonen er forbi, men anføreren kommer ikke til at tænke på dem som afskedskampe.

– Det er jo ikke sikkert, det nødvendigvis er det. Jeg tager det ikke som afskedskampe. Det handler for mig om at spille og sørge for, at vi slutter bedst muligt af. Vi kan stadig nå at opnå noget i år. Det er sjovt at strukturen er sådan, men vi har jo reelt set muligheden for at gøre det til en sæson, som ikke er så lort, som de sidste mange år, og det har vi et ansvar for at gå efter, og det har jeg et ansvar for at gå efter.