Tverskov: Sjovere end for et par måneder siden
Starten af sæsonen var rigtig skidt for OB, der kun havde et enkelt point efter de første fem kampe, men efterfølgende har det set rigtig godt ud for OB, der har fået vendt bøtten, og har leveret nogle rigtig gode resultater.
OB ligger nu nummer fire i Superligaen, hvor de kun er et enkelt point efter Randers på tredjepladsen, og holdets anfører, Jeppe Tverskov, mener da også, at det er sjovt at være OB-spiller i øjeblikket.
– Det er lidt sjovere, end det var for et par måneder siden. Det gælder jo om at få point. Man kan mærke det på holdet, men man kan også mærke det rundt omkring på supportere og fans. Det er sjovere.
I den seneste kamp i Herning vandt 2-1 over FC Midtjylland på et sent mål af Aron Thrandarson, og det betød meget at få alle tre point med hjem i en meget tæt Superliga.
– Jeg synes egentlig, at det var sådan en kamp, hvor vi føler os ovenpå, og hvis der var nogen, der skulle vinde, synes vi egentlig, det er fair nok, at det er os. Det var også derfor, vi var så ekstatiske over det, for vi følte os ovenpå. Vi synes egentlig, det er okay, at vi vinder den, og det klæder os at få en af de der sene overtidsscoringer, som vi har fået flere af i denne sæson, og det rykker bare mere end de der krydser, når vi er så mange, der er så tæt.
Der er to kampe tilbage, inden Superligaen går på vinterpause. OB spiller mod Brøndby på hjemmebane og Horsens på udebane, men hvad succeskriteriet er i de to kampe, er svært at svare på.
– Det er et godt spørgsmål. Det er igen to af de her sekspointskampe, fordi der er så mange, der ligger så tæt, som de gør. Lige nu er det jo nemt at holde sig til målsætningen om top seks, og så bare sige, det er det, vi går efter, og de seneste to kampe har vi for første gang i sæsonen været deroppe. Hvis vi kan overvintre i top seks, vil jeg da sige, det er godkendt.
Nu når vi ligger deroppe, og vi selv kan afgøre, om vi skal være med, vil det så være en skuffelse, hvis vi ikke slutter i top seks?
– Det tror jeg lidt, det har været alle år, når man ikke har indfriet den målsætning. Det er klart, når man sætter sig et mål, og spiller efter det, og man føler, man har kvaliteten og truppen til det, og man så ikke gør det, man melder ud, så må det være en skuffelse.
– Vi snakkede også lidt om, at allerede nu har vi flere point, end vi havde i grundspillet sidste år, og der er syv kampe tilbage, så alt andet lige har vi bedre forudsætninger for at lande højere, end vi gjorde sidst. Så vi må tage det med, og så skal vi også tage det med, at det ville klæde os at have i hovedet, at vi er det hold, der har den bedste stime, og vi er det hold, der mest kontinuerligt får point i Superligaen lige nu.
Men hvorfor er det, at det går så godt for os lige nu?
– Det virker som om, at vores baser fungerer bedre. Det vi fik skældud for i starten, at vi skulle spille den ud og bla bla bla, det fungerer sindssygt godt for os lige nu. Mod Midtjylland havde de meget svært ved at få sat pres ind på os, og det gjorde, at vi havde nemmere ved at spille os til muligheder, når vi kom længere frem på banen, fordi vi havde spillet os ud af presset tidligt.
– Nogle af de ting som man fik nogle høvl for, fordi det ikke rigtigt fungerede, det har fungeret bedre for os nu, og så er vi bare blevet bedre til at lukke af kollektivt, og for at fuldende cirklen har vi fået nogle oppe foran, der både har fart, og scorer mål. Så lige nu kører det.