Bonde inden Roskilde: Skal undgå, at det bliver for spændende som sidst
OB’s ubesejrede stime i første division sluttede brat i sidste runde, da fynboerne led deres første nederlag på hjemmebane mod HB Køge.
Her blev det til et meget skuffende nederlag på hele 3-0, og den rutinerede midtbanespiller, Jakob Bonde, var bestemt heller ikke tilfreds.
– Det var selvfølgelig en skuffende indsats, men 3-0 blev også alt for meget. Jeg tror, de har tre skud på mål, og de scorer på tre.
– Vi mangler at skabe det sidste og blive farlige. I anden halvleg løber vi, og spiller på deres banehalvdel, men kan ikke komme frem til det helt store. Det var selvfølgelig en skuffende dag.
Sætter det sig i holdet, når man spiller sådan en kamp?
– Nej, det synes jeg ikke. Vi skal huske på, at vi også har gjort det godt. Vi er stadig nummer et, og har skrabet en masse point sammen, så et eller andet har vi gjort godt. Det skal vi finde tilbage til.
– Selvfølgelig skal vi også tage det alvorligt, for hvordan kunne vi tabe 3-0 hjemme? Det har vi selvfølgelig også kigget på, men jeg synes ikke, det er noget, der sætter sig. Vi har arbejdet benhårdt, og så skal vi arbejde ud fra, at vi ikke skal havne i sådan en situation igen.
Fredag aften skal OB i kamp igen på udebane mod Roskilde, og der kan godt være nogle lidt ukendte faktorer hos modstanderen.
– Det er måske lidt svært at vide, hvad der møder en. Der er sket meget i Roskilde i landskampspausen i form af trænere, der er gået af, og en ny træner der er trådt til. Men jeg håber på, at det bliver en kamp, hvor vi kan dominere, og hvor vi kan komme frem til mere, end vi gjorde mod HB Køge.
– Jeg synes, vi dominerede spillet fint på kuglen mod HB Køge, men som jeg sagde før, så manglede vi at skabe det sidste, og det håber jeg selvfølgelig, vi kan få puttet på. Så skal vi have en stærkere defensiv indsats, så vi ikke lukker tre mål ind.
Det blev lige spændende nok i den seneste kamp mod Roskilde på hjemmebane. Regner du med, det bliver anderledes denne gang?
– Jeg var egentlig tilfreds nok med første halvleg, som jeg husker det. Vi går til pause med 2-0, og vi er i fuld kontrol, og gør det fint. Så går det galt på få minutter, og det skal selvfølgelig ikke ske igen.
– Det havde set helt anderledes ud i den anden halvleg, hvis vi var kommet ud, og havde fortsat, og havde sat os på spillet igen, så tror jeg, Roskilde havde tabt modet lidt. Så vi skal ind og se, om vi kan starte lige så fint, som vi gjorde på hjemmebane mod Roskilde, og så skal vi selvfølgelig undgå, at det bliver lidt for spændende, som det gjorde sidst.
Luca er med i truppen igen efter skade. Hvad får det af betydning?
– Luca har jo været en vigtig spiller for os. Han er en vigtig spiller. Han er topscorer, og har scoret på et hav af chancer. Han er selvfølgelig en vigtig spiller, og han har tur i den, det har vi også set til træning, efter han er kommet tilbage. Han har savnet at være tilbage, og har gjort det godt.
– Jeg tror, alle hold ville være glade for at få en som Luca tilbage. Det er vi i hvert fald, og vi glæder os til, at han kommer i kamp igen.