Endelig! Hyllegaard og Vestergaard gjorde comeback
Det er efterhånden en del måneder siden, Mikkel Hyllegaard og Christian Vestergaard har været på banen i en OB-kamp, men her til eftermiddag var der comeback til dem begge, da OB spillede mod Silkeborg i Reserveligaen.
Begge spillere var med fra start, og selvom de har været ude i længerevarende skadespauser, så var der godt liv i dem begge i opgøret.
Det blev til omkring en times tid på banen for dem begge to, og vi fangede dem begge efter kampen for at høre, hvordan det var at være med i en fodboldkamp igen.
Christian Vestergaard
Christian Vestergaard havde nogle gode defensive aktioner i kampen, og var også tæt på at score på et hovedstød. Han var meget glad for at være med igen.
– Det var pisse fedt. Det føles godt at spille igen. Der er ikke så meget mere at sige, end at det var fedt.
– Man føler sig hjemme igen. De første to-tre aktioner der skal man lige ind i dem med timing osv., men så synes jeg også, at det sad der. Især defensivt synes jeg også, det var fint. Det var skønt.
Det var planlagt, at Vestergaard skulle spille den time, han fik i opgøret, og efter kampen var han da også træt på den gode måde.
– Det var planlagt før kampen. Der var ingen grund til at gå udover det, når det føltes godt. Det var rigtig fint. Det føltes godt.
– Jeg er træt, men det er en dejlig følelse at være træt efter sådan en kamp. Der er ingen problemer nu. Det var fedt.
Mikkel Hyllegaard
Hyllegaard blev skadet i en træningskamp mod Næsby i opstarten til denne sæson, og det var derfor hans første kamp siden sidste sommer.
– Det var en udsøgt fornøjelse. Jeg står her med en lidt surrealistisk fornemmelse. Det er mærkeligt at tænke på, at det er ti og en halv måned siden, jeg har spillet en kamp. Det er sindssygt at stå her igen.
– Det var bedre, end jeg havde forventet. Inden kampen startede, var der sommerfugle i maven, og jeg var lidt nervøs oppe i hovedet omkring, om det nu holdte. Det er normale tanker, tænker jeg. Det er noget, som forsvinder, når jeg kommer til at spille noget mere.
Hvor stor en forløsning var det her for dig?
– Kæmpe forløsning. Til tider har det været et rigtig langt og hårdt forløb. Jeg synes også, jeg har holdt humøret oppe. Det er svært at beskrive, men det er helt fantastisk at være tilbage.
Der resterer to kampe i denne sæson for OB. Den sidste kamp i Superligaen på lørdag mod Vejle og pokalfinalen mod FC Midtjylland på næste torsdag.
Hyllegaard er færdig i OB efter sæsonen, men han drømmer dog lidt om spilletid i de to sidste kampe.
– Jeg fastholder i hvert fald drømmen, indtil den evt. bliver slukket. Jeg er ikke selv herre over, om jeg bliver udtaget til kampene, men jeg synes, at jeg får vist mig en lille smule frem i dag, og så er det selvfølgelig trænerens beslutning, hvem han gerne vil have med til kamp.
– Det vil helt sikkert være noget specielt for mig, hvis jeg kunne komme til at spille en Superligakamp eller en pokalfinale til sidst, det vil jeg ikke lægge skjul på.