Fenger efter sejr: Vi havde de rigtige spillere på banen

Søndag eftermiddag spillede OB sæsonens sidste hjemmekamp på Odense Stadion, og her blev det også til sæsonens første hjemmesejr, da det blev til 2-0 over Randers.

Efter kampen fangede vi Max Fenger, og her fejlede humøret ikke noget, da han kom ud fra omklædningsrummet, hvor der var blevet sunget sejrssang.

– Det er godt. Det er forløsende endelig at vinde på hjemmebane, og også give os selv muligheden for, afhængigt af resultatet i morgen, selv at afgøre det. Det er stort.

Der var rigtig god stemning på stadion fra de lidt mere end 12.000 tilskuere, og det var også noget, der blev lagt mærke til inde på banen.

– Vi sad lige, og snakkede om det i omklædningsrummet. Mange af de nye har ikke prøvet at vinde på hjemmebane. Det er noget af det vildeste, de har prøvet. Det er også klart den bedste stemning, jeg kan huske i lang tid. Vi havde også brug for det i dag, for der blev kæmpet, og vi var virkelig trætte derude. Der blev kæmpet om hver bold, så vi havde brug for lidt vind i ryggen.

Fenger mener ikke, at kampen var rigtig god, men det blev alligevel til tre point, og det er meget vigtigt for OB.

– Det var en rodet kamp. Men det vidste vi jo godt. Vi skal vinde vores dueller, og så scorer vi efter en dødbold, det gav os lidt ro. Rodet kamp, ikke så meget god fodbold, men det er heller ikke det, der skal til nu.

– Vi havde de rigtige spillere på banen, vi har fem akademidrenge i startopstillingen, der vil dø for logoet, det vil vi alle sammen i dag. Det er fantastisk, og nu er det på lørdag, det her kan fortsætte.

Du har selv været en del af akademiet. Hvordan er det at løbe på banen, hvor det er et halvt hold af akademispillere?

– Det er da fedt. Det skaber noget sammenhold, at man ved, vi alle er i samme båd. Om man er fra akademiet eller ej, kæmper vi for samme formål.

– Men det er da cadeau til akademiet og hele klubben, at man stiller med fem fra akademiet. Det er flot.

Fenger var overalt på banen mod Randers, og han tog sit udgangspunkt fra en uvant position, men det betød ikke så meget for ham.

– Min udgangsposition var på 8’eren i dag. Det var det, jeg forholdt mig til hele kampen, men jeg prøvede at have så meget indflydelse på spillet som muligt. Det der var brug for i dag, var løbevillighed, og at man gad at gå ind i duellerne og samle andenboldene op. Det føler jeg, at jeg bidrog med.

– Det er en uvant position, og nu har jeg prøvet at blive kastet lidt rundt overalt. Men som jeg har sagt tidligere, så er det ikke vores egne præstationer og karrierer, vi skal tænke over, det er klubben først.

Kommer du til at holde lidt ekstra øje med Lyngby – Viborg i morgen?

– Næh. De sidste par gange har jeg ikke gidet at se dem. Det gør mig i dårligt humør. Jeg kommer til at tjekke flashscore og se, hvad den bliver. Ellers har jeg bare fokus på os selv.