Fenger: Rart at vinde på hjemmebane i første hug

Lørdag eftermiddag spillede OB sæsonens første hjemmekamp i 1. division, hvor den anden nedrykker fra Superligaen, Hvidovre, var på besøg.

Efter en rigtig god første halvleg og en mindre god anden halvleg blev det til en sejr på 2-0 til OB, og Max Fenger var godt tilfreds med sejren, selvom der også var ting, der ikke var godt nok.

– Det var sgu en okay kamp. Jeg synes, vi spiller en godkendt første halvleg, men så synes jeg, vi falder for meget tilbage, og giver dem for meget initiativ i anden halvleg. Jeg synes, vi skal dominere mere, end vi gør.

– Det var selvfølgelig en god sejr, men vi skal kunne trykke dem mere. Hvidovre er også et godt hold, og vi havde også problemer med dem i sidste sæson. Men vi er et andet sted, end vi var i sidste sæson, og vi burde også kunne trykke dem mere.

Er der nogen speciel grund til, at der var så stor forskel på de to halvlege?

– Næh, jeg ved ikke, om folk var lidt trykket af varmen. Det er svært at sige. Det var tre vigtige point, men vi skal også kunne sætte to gode halvlege sammen næste gang.

– Der var heller ingen grund til at holde kampen i live så længe, som den var. Vi kunne vel også godt være gået til pause med 2-0. Det var okay, men vi skal være bedre til at lukke ned.

I sidste sæson tabte OB begge kampe od Hvidovre på hjemmebane, og derfor kan der også have været noget revanchetørst i holdet i forhold til det.

– Det kan godt være. For mig handlede det bare om, at vi skulle vinde. Sådan går jeg ind til alle kampe, om det er FCK i Superligaen, eller om det er Hvidovre i 1. division. Så jeg ved ikke, om der var så meget revanchetørst fra min side. Men det var da rart at vinde på hjemmebane i første hug den her gang.

Du var nede og ligge i anden halvleg. Hvad sker der?

– Jeg har ikke set situationen igen, men jeg får en støvle i brystet og et knæ i hovedet. Jeg har ikke set den endnu, jeg var lidt forvirret i situationen, da jeg rejste mig op.

OB har fået en fin start på den nye sæson, hvor de har hentet tre sejre i de første tre kampe, men der er stadig nogle ting, der skal gøres bedre, mener Fenger.

– Ja, der er mange ting. Man skal aldrig være tilfreds. Selvom vi har ni point, er der stadig meget at arbejde på.

– Der er forventninger både fra vores egen side men også folk udefra om, at vi skal gå ind og vinde alle kampe og dominere. Det pres skal vi kunne håndtere, og samtidig skal vi også kunne levere.

– Vi falder for meget sammen igen i anden halvleg i dag, så der er mange ting, vi kan gå i gang med at kigge på.