Frøkjær håber at være med mod FC Nordsjælland – og er klar på endnu en sæson i OB

OB’s Superligahold har været i gang med opstarten til den nye sæson i Superligaen de sidste fire uger, og det kulminerer i aften, når de spiller sæsonens første kamp på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

For Mads Frøkjærs vedkommende har han døjet lidt med nogle småting her i opstarten, der har gjort, at der har været dage, hvor han ikke har trænet med, og der har været andre dage, hvor han er gået ind fra træningen før de andre.

Han fortæller selv, hvad der har været årsagen til det hele, og noget af det kan skyldes et efterslæb, der har været fra sidste sæson.

– Ligesom i enhver anden preseason er kroppen ikke helt i top. Den skal lige arbejdes lidt hen i sæsonen igen. Jeg kæmpede med kroppen det meste af sidste sæson, og det er klart, at nu har jeg haft en sommer, hvor det rent faktisk er gået godt, så skal jeg også passe lidt på mig selv, så det hele ikke vender tilbage.

– Der er også et lille efterslæb med det hele. Det handler om at passe på sig selv og være klar til en hel sæson, og så prøve at tage det så fornuftigt og roligt som man kan.

Hvordan ser det ud i forhold til kampen mod FC Nordsjælland mandag aften?

– Jeg håber at være med. Det bliver nok ikke 90 minutter, men jeg skal nok være med i et eller andet omfang.

Hvordan har opstarten ellers været for dig?

– Den har været fin nok. Den er lidt kort her om sommeren med kun tre træningskampe og lige lidt under en måned, i forhold til om vinteren.

– Nu har vi haft Andreas i et år, så vi ved også lidt, hvad der skal ske. Vi har arbejdet videre på det koncept, der var sidste år, hvilket også er fint, at der er noget kontinuerligt i det, og at han ikke har ændret i alt, hvad han vil, men i stedet fortsætter i samme baner.

– Man kan altid diskutere resultaterne, men man kan også godt tillade sig at sige, at det heldigvis bare er træningskampe. Selvfølgelig vil vi gerne vinde vores træningskampe, men det er ikke liv eller død. Vi har også haft en del spillere, der har haft længere ferie end os andre, som lige skulle tilbage i det, så jeg synes, det har været fint. Jeg ville gerne have trænet lidt mere, end jeg har.

Mandag aften bliver det alvor for OB, når de løber på banen til den første kamp i sæsonen hjemme i Odense, og Frøkjær mener, at holdet står godt forud for den kamp.

– Jeg synes, vi står fint nok. Jeg satser, og håber på, at vi kan ride videre på den positive bølge, der var i foråret. Vi starter fra nul nu, ligesom alle de andre hold, så vi står lige så godt som alle de andre. Nu må vi se. Det handler om at få en god start og så ride videre på en bølge.

– De sidste år har vi fået en god start i første runde, og så har vi dummet os lidt derfra. Det er ikke første kamp, der afgør alt, men jeg synes, vi står fint. Folk virker tændte, og klar på det.

Frøkjær har tidligere udtalt i et interview, at planen for ham var, at han skulle spille rigtig godt i sidste sæson, og så kunne det måske godt være, at det var tiden til at prøve noget andet denne sommer. Den plan er dog umiddelbart udskudt nu.

– Det forløb jo sådan, at jeg missede et halvt forår med en skade, og derfor var det lidt svært. Jeg synes egentlig, jeg sluttede fint af i de sidste 4-5 kampe, efter jeg kom i form igen. Jeg missede alligevel to måneder, og så tager det en måneds tid at komme i omdrejninger igen.

– Alle spillere vil gerne prøve noget andet på et tidspunkt. Det er vores alles drøm at komme til udlandet. Men hvornår det sker, det må tiden vise. Det er noget, jeg skal gøre mig fortjent til, og hvis jeg skal gøre mig fortjent til det, skal jeg spille mere, end jeg gjorde i foråret.

– Forhåbentligt kan jeg have sådan et efterår, som jeg havde sidste gang, bare over en hel sæson, og måske også lægge lidt mere på. Så burde der være en mulighed ud i fremtiden.

– Det må vi tage, når det kommer. Lige nu skal jeg passe på min krop og forhåbentligt være klar til en hel sæson.

Så du er indstillet på, at den hedder OB igen i denne sæson?

– Ja, det tænker jeg. Det ville være åndssvagt ikke at være det.

One Reply to “Frøkjær håber at være med mod FC Nordsjælland – og er klar på endnu en sæson i OB”

Comments are closed.