Frøkjær: Ikke lang tid tilbage til at tjene penge på mig
OB spillede mandag aften på hjemmebane mod Lyngby, og her måtte fynboerne nøjes med et enkelt point, da kampen sluttede 2-2, efter de ellers havde været bagud med 2-0.
Mads Frøkjær var med fra start i opgøret, og han var i hvert fald ikke tilfreds med den første halvleg, der blev leveret af OB.
Kampen mod Lyngby?
– Første halvleg dominerede Lyngby os lidt på omstillinger og standarder især. I den første halve time render vi rundt med en falsk tryghed, når vi har bolden, at vi har styr på det, men det havde vi ikke. De løber os lidt over på omstillingerne, og især på deres dødbolde blev de farlige, hvilket er lidt ærgerligt, for det har vi haft meget fokus på de sidste par uger, for vi har lukket en del ind på den anden side af jul.
– Da de scorer til 2-0 lige efter pausen, er det som om, at det først er der, vi slipper håndbremsen, og spiller fodbold. Det var som om, vi tænkte for meget, og gjorde for lidt i første halvleg. Vi lavede lidt om på formationen i anden halvleg, så vi spillede med to 6’ere og en 10’er, som vi plejer, hvilket måske også gjorde, at folk følte sig lidt mere trygge i tingene.
– Derfra synes jeg ikke, vi så os tilbage, og vi blev virkelig spilstyrende, og vi fik samlet bolden op højere oppe på deres banehalvdel, hvilket gjorde, at de ikke rigtig kom ud af presset. Vi har nogle angreb, hvor vi når at få tre bolde ind i feltet.
– Anden halvleg var god, men når man ser kampen igen, skal vi være glade for at få det ene point, når man ser på, hvor ringe første halvleg var, og hvor mange muligheder de dybest set har. Men jeg tror også, vi alle sammen står med en ærgerlig følelse, for vi skal slå Lyngby hjemme. Uanset hvor de ligger i tabellen, så skal vi slå dem hjemme, og det handler ikke om ikke at have respekt for dem, vi er bare et bedre hold, og det skal vi vise over en hel kamp.
Er det så alt i alt fair, at vi spiller uafgjort?
– Ja. Målt på chancer er det vel dybest set meget lige. Vi har selvfølgelig et straffespark, vi skal score på, og så scorer vi så på et frispark, som man ikke scorer på så tit, så det går vel lidt lige op.
– Målt på chancer er det fair nok. De kunne godt have lavet en mere i første halvleg, hvor de har et frit hovedstød, men jeg synes, som kampen skrider frem, så har vi mange muligheder for at kunne spille hinanden gode, og få lavet et par kasser mere.
– Det blev lidt for meget på egen hånd i første halvleg, og det er først i anden halvleg, vi begynder at gøre hinanden gode.
OB’s fodbolddirektør, Björn Wesström, har udtalt, at der kommer til at ske en del udskiftning i truppen i det kommende transfervindue, og med kontraktudløb næste sommer, kan det snart være den sidste chance for at tjene penge på Frøkjær ved et salg.
Han ved dog ikke selv, hvad der kommer til at ske, men det virker til, at han er åben for de fleste muligheder i sommerens transfervindue.
– Jeg ved det ikke. Jeg har ikke rigtig snakket med klubben om det. Jeg er hverken blevet tilbudt en forlængelse, eller fået at vide jeg skal væk. Som tingene er lige nu, hvor man ikke er blevet tilbudt noget andet, så står min kontrakt til udløb om et års tid, og så er der ikke lang tid tilbage til at tjene penge på mig, uanset hvor lidt eller meget det så er.
– Nu må vi se. Jeg har hele tiden sagt, at jeg har ambitioner om at prøve at komme til udlandet på et tidspunkt, hvis det kan lade sig gøre, men om det er til sommer, vinter eller næste sommer, det må tiden vise.
Vil du helst forlænge med OB eller prøve at komme afsted allerede nu?
– Det er svært at sige. Jeg har ikke fået tilbudt noget, så det er svært at sige, man gerne vil forlænge, det er jo bare ønsketænkning.
– Jeg prøver ikke at fokusere så meget på det, men jeg tror, at både klubbens og mit eget synspunkt har været, at vi håbede, jeg kunne tage det næste skridt, så der kunne dukke noget op. Det der har været på tale, har ikke været godt nok, så nu står vi her.
– Der er et år tilbage, og så må vi se. Jeg kunne godt tænke mig at prøve mig af på et tidspunkt, og et kunne snildt være til sommer, det vil jeg ikke afvise. Men jeg vil heller ikke afvise at blive her, i hvert fald et år mere. Vi må se, hvad der sker.