Kommentarer fra Martin Hansen og Charly Horneman efter AGF-kampen
Sent søndag aften spillede OB på hjemmebane mod AGF, og her blev det til et enkelt point til hvert hold, da kampen sluttede 1-1.
Efter kampen fangede vi Martin Hansen til en kommentar om opgøret.
– Vi starter skidt. Vi kommer igen i slutningen af første halvleg, og vi har også nogle situationer i anden halvleg, hvor vi på en god dag vinder kampen.
– Det er vel en lille sejr, når du er bagud 1-0 efter et minut, og kommer tilbage og får et point. Vi skal kunne vinde vores hjemmekampe. Det skal vi blive bedre til. Vi må også bare indrømme, at vi møder folk, der fysisk overmatcher os i rigtig mange situationer i dag. Der skal vi være bedre til at spille dem forbi dem og bag dem.
AGF fik annulleret en scoring af VAR, hvor der blev dømt frispark på Martin Hansen, og efterfølgende fik OB også annulleret en scoring, hvor der var frispark i opspillet.
– Lige i min situation var det måske meget godt, at det blev kigget igennem, for i gamle dage var det måske ikke blevet dømt. Jeg føler, der er klart frispark, så der er det jo rart, for i den situation bliver der truffet den rigtige beslutning.
– Den anden situation har jeg ikke set klart nok til at kommentere på.
Nu er der spillet fem kampe, og OB har fået fem point. Den rutinerede målmand havde gerne set flere point på kontoen, men trøster sig med, at sæsonen stadig er lang.
– Vi har måske to point for lidt, hvis man kan kategorisere det sådan. Det kommer til at blive en hård sæson det her. Vi skal være knivskarpe for at få de nødvendige point, men der er 17 kampe endnu, så der er masser at spille om.
Charly kunne ikke se frisparket
Endnu en gang var Charly Horneman med fra start på kanten, og her kunne han se AGF komme foran med 1-0 allerede efter et minuts tid.
– Jeg synes, vi spiller en fin kamp, hvis man tænker på den chokstart, vi fik. Vi kommer godt tilbage, og så er det marginaler fra begge holds sider, der gør, at det ender 1-1.
Det var også Horneman, der begik det frispark, der betød, at OB fik annulleret et mål af VAR, men det kunne han ikke selv få øje på.
– De siger jo, at jeg skubber ham, men jeg synes bare, jeg har armen på ryggen af ham, og så går jeg ind, og prikker til den. Han dømmer den jo heller ikke til at starte med, og jeg synes heller ikke, der var frispark. Jeg synes, jeg blev skubbet lidt hele kampen selv, så det var lidt irriterende, at den blev dømt.
Det hedder sig, at VAR kun skal hjælpe, hvis den er klar og tydelig. Det synes du ikke, den var?
– Nej, det var den overhovedet ikke. Jeg synes, det var en dårlig beslutning, der blev taget der, men der er ikke så meget at gøre ved det.