Ludwig: OB er et godt step for mig

Forsvarsspilleren, Alexander Ludwig, var en af de store profiler hos Horsens i sidste sæson, hvor han spillede hvert eneste minut for holdet i Superligaen.

I sidste uge blev han præsenteret som ny mand i OB, og i dag havde han første træningsdag sammen med hans nye holdkammerater i den fynske klub.

Ludwig glæder sig til at komme i gang for alvor hos OB, og han mener da også, at det skifte er det helt rigtige for hans karriere.

– Jeg synes, det er et godt step i min karriere. Det er en stor klub med et større setup, så nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og få nogle gode resultater her, siger Ludwig til OBstruktion.

I sidste sæson kom Horsens med i mesterskabsspillet, hvilket OB ikke formåede. Alligevel mener Ludwig, at han har taget et skridt op.

– Ja, det gør jeg. Selvfølgelig sluttede Horsens højere end OB i sidste sæson, og det var en rigtig god sæson for os. De kommer da også til at gøre det godt i år, men jeg er sikker på, og jeg har en forventning om, at vi i OB får præsteret bedre, og derfor mener jeg også, det er det rigtige valg, jeg tog.

OB har haft en række dårlige sæsoner, hvor de ikke har indfriet deres målsætning, og Ludwig slår fast, at hans ambition er at hjælpe OB med at komme tilbage, hvor det er sjovt.

– Først og fremmest at skabe en masse gode resultater og få spillet en masse minutter. At få OB tilbage på rette kurs tror jeg, der er mange, der har sagt, men det kunne være en fed ting i hvert fald. Lige nu er det bare at spille, vinde en masse fodboldkampe og have det sjovt.

Ludwig spiller inde i det centrale forsvar, og hvis han selv skal sige det, så er han en leder, og han kommer aldrig til at give op.

– Som type er jeg en leder, som er god til at gøre mine medspillere bedre. Jeg kommunikerer meget, og gør ikke tingene sværere, end de er. Jeg elsker at forsvare målet, så det kommer i til at se.

– Jeg giver aldrig op. Jeg ved, hvad jeg er god til, jeg ved, hvad jeg kan. Jeg har et godt venstreben, og jeg er også en spillende forsvarsspiller. Primært er min opgave at få styr på mine holdkammerater, vise vejen og vinde nogle kampe.

Efter den første træningsdag har forsvarsspilleren fået et rigtig godt indtryk af hans nye holdkammerater.

– Det er godt. Det virker som om, det er en nem trup at komme ind i allerede på første dag. Det var hårdt, men jeg er glad for det.

 

18 Replies to “Ludwig: OB er et godt step for mig”

Comments are closed.