Martin Hansen: Der går panik i nogen

OB var foran 2-1 mod Randers helt til slut i eftermiddagens kamp, men det lykkedes gæsterne at få udlignet på kampens sidste spark, så de to hold fik et point hver.

Nede i OB’s mål stod Martin Hansen, og han oplevede en ret kaotisk afslutning, hvor nogle ting kunne være gjort anderledes.

– Det bliver lidt hektisk til sidst for nogen. Vi giver et rigtig dumt hjørnespark væk til sidst. Jeg føler, man godt kunne have sparket den ud til indkast eller noget andet, men sådan er det.

Set fra tribunen var der ret stor forskel på første og anden halvleg, og det var den rutinerede målmand også enig i, og han har også et bud på hvorfor.

– Der er noget at tabe lige pludselig, og så går der panik i nogen, tror jeg. Jeg synes egentlig, at vi er okay i spillet med bolden langt hen ad vejen. Vi har en eller to dårlige beslutninger på bolden. Vi skal gå efter at score til 3-1 i stedet for at forsvare tingene hjem, for så kan der ske sådan nogle ting til sidst.

– Vi kæmper, og kriger som vilde i dag hele vejen rundt. Men en standardsituation til sidst med målmanden i boksen, der kan ske alt. Der hvor fejlen ligger, det er, at vi skal gå efter at score til 3-1, synes jeg.

Randers’ sene udligning i kampen betød også, at Martin Hansen stod med en følelse af, at han havde tabt en fodboldkamp.

– Jeg føler, jeg har tabt kampen. Jeg har lige sagt til nogen, at den sidder hårdt i mig den her, fordi jeg føler, at jeg har tabt en fodboldkamp. Jeg ved udmærket godt, at der er 22 kampe, og det er ikke meget at have spillet én kamp, men vi kan godt stå i sidste ende og være rigtig trætte af, at vi ikke har fået to point mere her, og det skal man være bevidst om. Det er også derfor, den sidder så hårdt i mig den her.