Max Fenger afviser spekulationer: Hvis jeg kan spille, stiller jeg 100% op til kamp
Opstarten frem mod forårssæsonen i 1. division har været godt i gang i Ådalen i snart tre uger, og OB har også allerede spillet de to første træningskampe mod Sønderjyske og AGF.
Begge kampe har dog været uden Max Fenger. Man har kunne se ham til træningerne i Ådalen, men han har ikke været med i kampene, og det er der en god grund til.
– Det er fordi, at jeg i løbet af den første træningsuge fik en bold i hovedet, og fik et rimeligt voldsomt slag, der gjorde, at jeg skulle gennem hele den her procedure omkring at komme gennem en slagskade på hovedet, som tager noget tid. Man skal være påpasselig med det der.
– Det gør også, at jeg har kunne træne med i et vidst omfang, men det der med at få pulsen helt op, det har jeg lige skulle passe på med i et stykke tid.
– Der har ikke været mere end det, og hvis jeg kunne spille, havde jeg gjort det. Men man skal også lytte til fysserne, og man har jo hørt dårlige cases om skader på hovedet før, og især nu når det er preseason, er det med at passe på. Jeg har måske spillet med hjernerystelse før, og det er ikke lige sjovt.
Så du er heller ikke med i kampen i morgen mod Silkeborg?
– Nej, det er jeg ikke, men hovedet har det egentligt nogenlunde.
Hvordan er udsigten til at komme i kamp igen?
– Forhåbentligt meget snart. Jeg regner med, at jeg forhåbentligt er med i kampen mod Fredericia i næste uge, det er i hvert fald planen.
Max Fenger har selv bemærket, at der har været spekulationer om, at hans manglende tilstedeværelse i træningskampene skyldes andet end det slag, han har fået på hovedet, men det afviser han selv på det kraftigste.
– Hvis folk kender min karakter, og den person jeg er, så ved de også, at hvis jeg kan spille, og er klar, så stiller jeg 100% op til kamp. Jeg føler også, det er vildt, at der overhovedet kan stilles spørgsmålstegn ved det, specielt hvis man har en nogenlunde fornemmelse for, hvilken karakter jeg er.
Max Fenger har nu et halvt år tilbage af sin kontrakt med OB, der udløber efter denne sæson, og der var tidligere i januar nogle rygter i Fyens Stiftstidende om, at han kan være på vej væk fra OB allerede her i januar. Det er dog ikke noget, der fylder hos ham.
– Det ved jeg ærlig talt ikke noget om, hvad Fyens Stiftstidende har skrevet, men jeg har godt nok fået det nævnt. Det eneste jeg fokuserer på, er, at jeg er i OB lige nu. Jeg ved godt, at jeg har et halvt år tilbage af min aftale, men jeg går også med den indstilling, at hver dag til træning, møder jeg op på 100%, og giver alt, hvad jeg har for holdet og klubben.
– Jeg ved ikke noget om det der med, at jeg er på vej væk. Vi tager tingene, som de kommer. Jeg har et halvt år tilbage af min aftale, men det er jo en samtale mellem mig og klubben, hvad vi finder ud af.
Har din situation ændret sig her efter 1. januar, hvor du må begynde at tale med andre klubber også?
– Næh, ikke som sådan. Min situation er stadig den, at jeg er i OB, og så længe jeg er det, så er jeg det 100%. Jeg sørger for at være en del af det, så vi kan rykke op. Hvis jeg er her indtil sommer, så er jeg her indtil sommer, og hvis ikke så er det det. Men jeg er her 100%, så længe jeg er her.