Max Fenger: Noget af det mest pinlige i min karriere
Indtil fredag aften var OB ubesejrede i 1. division efter de første 11 kampe, men da de spillede mod HB Køge hjemme på Odense Stadion, sluttede den stime brat.
Det endte med et pinligt nederlag på 3-0, og efter kampen fangede vi Max Fenger til en kommentar til nederlaget.
– Det er svært lige at sætte ord på. Det er tungt. Det er noget af det mest pinlige, jeg har prøvet i min karriere.
– Vi kommer skidt fra start, og vi gør det selvfølgelig svært for os selv ved at lukke et dumt mål ind. Derfra virker vi splittede, og vi går ikke ind i duellerne. Vi kommer aldrig rigtigt i gang.
Synes du, 3-0 var et fair resultat?
– Ja, det er det sgu. Vi får ikke meget lige i øjeblikket. Vi skal kæmpe os til alt, der hedder chancer. Jeg synes, det her nederlag har været på vej. Vi har været dårlige de sidste fem kampe. Sådan går det. Vi må forlange mere af os selv og finde tilbage til noget, der fungerede.
– Som det ser ud lige nu, synes jeg, vi er dårligt spillende. Vi får selvfølgelig muligheden for at rejse os igen. Jeg synes, 3-0 er et helt fair resultat.
Nu venter der en landskampause, så der er to uger til, OB spiller den næste kamp, hvor der kan rettes op på tingene, og Fenger ville meget gerne have spillet før.
– Når man har tabt, vil man gerne ud og spille hurtigst muligt igen, men det får vi så ikke lov til. Det er lidt noget lort. Men som sagt har vi været dårlige over en længere periode, og vi skal finde noget andet frem.
– Jeg havde håbet på, at vi kunne gå ubesejrede igennem, men sådan blev det ikke. Det her er jo også et reality check på, hvor vi står lige nu. Når vi ikke er på 100%, er vi et meget middelmådigt hold, selv i 1. division.
Synes du, vi gjort det for nemt for HB Køge?
– Ja, det har vi nok gjort. Det virker til, de bare kan sparke et målspark op, og så får de en friløber.
Det virker også som om, de fighter mere, end vi var indstillet på?
– Ja, de havde en klar plan. De sparkede bolde op på den store angriber, og så tog de andenboldene. Det skal vi kunne håndtere. Det er ikke første gang, og det er heller ikke sidste gang i fodboldhistorien, man møder et hold med en stor angriber, men det havde vi fandme svært ved. Det var skidt.