Mucolli vil klø på for at komme ud af frustrerende situation
Sidste sommer skiftede Agon Mucolli fra Kristiansund til OB, men han har ikke for alvor formået at bide sig fast på holdet, og det er ikke voldsomt mange minutter, han har spillet i Superligaen.
I vinterens opstart gjorde Mucolli det godt på træningslejren i Thailand, men på trods af det er det ikke meget spilletid han har fået i Superligaen efterfølgende, og han er da heller ikke helt glad for hans egen situation lige nu.
– Umiddelbart er den ikke så god. Jeg fik et kvarters spilletid mod Randers, og så har det ligesom været det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, men sådan er min situation i hvert fald.
– Jeg synes, det er ærgerligt og frustrerende, at man ikke får chancen for at vise, hvad man kan. Hvis jeg får chancen, og gør det dårligt, så er det selvfølgelig fair nok, men det er lidt frustrerende, at man ikke får en reel chance, men sådan er livet. Det er ikke alle, der kan spille, så der er ikke andet at gøre end at klø på og vente på, at man får den chance.
Den offensive spiller er fit og klar til træningerne, og han føler sådan set også, at han får lov til at vise på træningsbanen, at han er god nok til at skulle spille.
– Ja, det føler jeg. Man føler mange ting, når det ikke går ens vej, og vi er mange, der gerne vil have spilletid, og det er ikke altid lige nemt, når man ikke får den spilletid, man ønsker. Holdet er det vigtigste, og i sidste ende gælder det om at klø på og vente på sin chance, så skal ens tid nok komme før eller siden.
I den første kamp i 2023 mod Randers blev Mucolli skiftet ind fra bænken, mens han i kampen mod FC Nordsjælland sad på bænken i hele opgøret.
I de to seneste kampe mod FCK og AaB var han slet ikke med i truppen, og det er bestemt ikke nogen rar følelse at blive siet helt fra til en kampdag.
– Det er selvfølgelig det værste, der kan ske for en, for så er der slet ikke nogen chance for, at man kan komme ind og bidrage i kampen. Man er reelt set bare en tilskuer. Men uanset hvad er vi et hold, og det gælder om at støtte op om de andre, når det ikke går ens vej. Det er nemmere sagt end gjort, men sådan er fodbold, det er ikke alle, der kan få lov til at vise sig frem.
– Men det er da lidt skørt at tænke på, at man kommer ind som den første i den første kamp, og siden hen er udenfor truppen bare sådan. Det er lidt svært at være i.
– Jeg gør alt hver dag for at komme tættere på holdet, men lige pt. virker det ikke til, at det nytter det store. I sidste ende handler det om at gøre sit bedste hver dag, og så kan man ikke gøre mere. Det ser fint ud til træning, og jeg forsøger bare at gøre mit bedste hver dag. Så skal min chance nok komme før eller siden.
I januars transfervindue var der nogle små rygter om interesse for Mucolli, mens det også stadig er muligt at skifte til enten Norge eller Sverige, men der har ikke været nogle henvendelser på ham.
– Så vidt jeg ved, har der ikke været nogle henvendelser. Hvis der kommer noget, så kigger man nok på det, men der skal være nogle henvendelser, før man kan kigge på det. Der er stadig nogle steder, hvor transfervinduet er åbent, og hvis der kommer nogle henvendelser, må jeg forholde mig til det, men nu hvor der ikke er kommet noget, er det lidt svært at forholde sig til det.