OBstruktion erfarer: Joel King tager hjem til Australien
Der er snart kun ti timer tilbage af januars transfervindue, og der kan stadig nå at ske ting og sager i OB, hvor der i Ådalen bliver arbejdet på de sidste handler.
Tidligere på dagen blev Naatan Skyttä præsenteret som ny mand i OB, og hvis alt går vel, så kan der i hvert fald også være en mand på vej ud, inden transfervinduet lukker.
Ifølge vores kilder skulle Joel King nemlig være på affyringsrampen. Han er angiveligt ikke med i flyet på vej til træningslejren i Thailand, og det skyldes, at man arbejder på at sende ham hjem til Australien.
Den australske back har spillet 19 førsteholdskampe for OB, og nu tyder det altså ikke på, at han kommer til at spille flere i denne omgang.