Okosun er fit, og forholder sig til sin kontrakt med OB

Spillerne mødte i dag ind i Ådalen igen efter deres vinterferie, og havde årets første træning på kunstgræsset på bane 4.

Blandt dem der var ude og træne, var den store midtbanespiller, Ayo Simon Okosun, og han var glad for at være tilbage på træningsbanen.

– Det er fint. Det er altid dejligt at spille lidt fodbold igen. Man når alligevel at savne det, når man har været væk i måneds tid. Så det var fint.

Det er jo en længere ferie, end I er vant til. Har det været godt nok at få lidt ekstra tid?

– Ja, vi har alligevel trænet de der tre uger ekstra efter sæsonen er sluttet. Så vi har lige fået et par dage ekstra i forhold til, hvad vi plejer. Det gjorde da heller ikke noget, lige at få lidt ekstra ferie. Det var egentlig meget dejligt.

I efteråret havde Okosun en del problemer med skader, der gjorde, at han heller ikke spillede så mange kampe. Nu er han dog kommet sig over det, og det ser meget bedre ud for ham.

– Det ser meget bedre ud nu. Jeg havde problemer helt fra starten af sæsonen efter min kamp mod Midtjylland på hjemmebane. Der har været meget ind og ud. Nogle små skader, som bare har drillet. Det har ikke været noget særligt alvorligt, men det har bare blevet med at give tilbagefald.

– Så det endte alligevel med, at jeg var ude i 12 kampe med skader, men nu er jeg fit og klar igen, så det er dejligt.

Hvordan oplevede du den første træning? Det så ud som om, der var rimelig tænding på, selvom det var første træning.

– Ja, det synes jeg faktisk også. Det var ikke sådan en feriestemning. Jeg synes, at vi var rimelig godt med i forhold til intensiteten, teknikken og kvaliteten i træningen. Så det virkede som om, at folk var klar.

Før jul havde Tipsbladet en historie om, at OB tilbød Okosun til andre klubber. Midtbanespilleren har dog ikke så mange kommentarer til sin fremtid, ud over at han forholder sig til sin kontrakt med OB.

– Ja, jeg blev sat på den blå avis, haha. Det var selvfølgelig ikke den fedeste måde, at det var blevet skrevet på, men jeg har det sådan lidt, at jeg kender medierne efterhånden og tipsbladet også. Nu må i ikke hænge mig op på det, men så vidt jeg ved, er de jo en del af Ekstra Bladet, så der er måske lidt sensationsmedie i at skrive det på den måde.

– Men alt andet lige, så er det jo nogle gange det, som der sker. Som spiller er det jo ikke noget, jeg kan bruge alt for meget tid på, fordi jeg har en agent, der tager sig af den slags ting, og han har en fin dialog med klubben. Så det eneste, jeg egentlig kan gøre, er bare at holde fokus på træningen, og de ting, der er konkret, og det, der er konkret, det er, at jeg har halvandet år tilbage med OB, og derfor er det det, jeg fokuserer på indtil videre.

Men er det sådan lidt planen, at der bliver kigget efter noget andet?

– Jamen altså, nu må vi se. Som sagt, man bliver nødt til at forholde sig til det, som der er 100 procent. Hvis der nu forholder sig sådan, at klubben godt kunne tænke sig at finde en løsning i forhold til mig, så må vi jo kigge på det.

– Men som sagt, jeg kan jo ikke rigtig kommentere alt for meget på det, ud over at sige, at jeg har halvanden år tilbage. Sidste år på den her tid, der var det også lidt det samme, hvor man måske ikke helt vidste, om man var på vej videre, eller hvad man var, og så endte man jo alligevel med at være her, og fik foråret med, og spillede en masse kampe der. Så ja, jeg vil ikke engang sige alt for meget om det andet, end at jeg har halvanden år tilbage, og jeg har fuldt fokus på at bare træne og blive så klar som muligt til sæsonstart.