Overraskelse: Sådan vil Jack Jørgensen få flere folk på stadion

Tilskuertallene på Odense Stadion har været meget skuffende i 2018. I årets første kamp mod Helsingør var der 2678 tilskuere, mod Lyngby var der sølle 1673 tilskuere, og i den seneste hjemmekamp mod AGF var der 3682 tilskuere.

Hos OB er de godt klar over problemet med de lave tilskuertal, og der bliver da også arbejdet på nogle forskellige tiltag. Da vi snakkede med den kommercielle chef, Jack Jørgensen, for halvanden måneds tid siden, fortalte han, at der især bliver arbejdet med noget til den kommende sæson.

– Fra sommer går vi endnu hårdere til værks med nogle forskellige spændende tiltag. Vi arbejder bl.a. med, at hver tribune skal have sit eget liv, forstået på den måde at vi forsøger at arbejde med Danmarks hyggeligste familietribune nede på 3F-tribunen. Langsiden skal kunne noget andet, og vores Richard Møller Nielsen-tribune, der håber jeg, at kunne præsentere den største nyhed dernede, siden Stadion blev bygget om, til sommer. Den største forskel for en stadiongænger i Odense. Vi har nogle gode planer om at gøre noget ved området omme bag tribunen, som gør, at det bliver et bedre sted at gå til fodbold. Hele oplevelsen omkring kampen og optakten til kampen. Et sted hvor man kan komme som fan og være del af noget opvarmning inden kampen, fortalte han dengang.

Nu har piben dog fået en lidt anden lyd. OB har fundet ud af, at de er nødt til at gøre noget allerede nu, så der kommer flere tilskuere på stadion til de sidste kampe i denne sæson.

Allerede fra den første hjemmekamp mod SønderjyskE i gruppespillet vil OB forsøge at lokke en helt ny målgruppe af tilskuere på stadion.

– Vi skal have flere folk på stadion, og vi har overvejet en masse muligheder. Som et forsøg vil vi derfor gå efter at tiltrække en sundere gruppe af fans til de kommende kampe, og det vil vi gøre ved, at vi udelukkende sælger alkoholfri øl. Hvis vi gerne vil ramme bredere, skal vi have en profil, alle kan genkende sig selv i, og som alle kan være fælles om, og det er nemmere for folk, der normalt drikker almindelig øl at skifte til den alkoholfri, end det er at få dem, der af sundhedshensyn sværger til alkoholfri øl, til at holde af almindelig øl, , siger Jack Jørgensen til OBstruktion.

– Vi har drøftet det med vores nuværende sponsor Carlsberg, der ser en god mulighed for at få profileret deres alkoholfri Carlsberg Nordic, og den smager altså ligeså godt som almindelig Carlsberg, skulle jeg hilse at sige. Vi får dels serveret fremragende øl, vi får boostet den fynske folkesundhed, og så har vi også den bonusgevinst, at sundere fans har energi til at komme endnu oftere, ligesom deres levealder øges, så vi kan få glæde af deres besøg i endnu flere år fremover, fortsætter han.

En så drastisk ændring i drikkevarerne på stadion kan selvfølgelig godt betyde, at der vil være nogle sure miner rundt omkring, men Jack Jørgensen mener ikke, det kommer så langt ud.

– Vi gør det også lidt som en tjeneste til vores fans. Det er jo ingen hemmelighed, at vi gerne vil have 7. pladsen i Superligaen, der giver os muligheden for at komme ud og spille europæisk fodbold i næste sæson, og det regner vi selvfølgelig med, at vi skal. Når man spiller kampe i UEFA-regi bliver der også kun serveret alkoholfri øl, og derfor er det også en god mulighed for vores fans, så de allerede nu kan vænne sig til det.

Det er ikke kun drikkevarerne, der bliver lavet om på i fremtiden på Odense Stadion. Der kommer endnu flere ændringer, der tilgodeser de tilskuere, der lever en sund livsstil.

– I OB gør vi ingenting halvt, og derfor kommer vi også til at pille lidt ved det mad, der bliver serveret på Ewii Park. Vi kommer selvfølgelig stadig til at servere en stadionplatte, men det vil fremover være en vegansk pølse med lækkert hjemmebagt speltbrød, en økologisk hjemmerørt chutney og serveret på en hundrede procent genbrugelig pølsebakke af øklogisk bambus og sukkerrørsfibre. Vi har store ambitioner med dette projekt, for vi vil være det første stadion, der kun serverer vegansk og økologisk mad og drikkevarer. Så kan det godt være, at nogle vil ærgre sig lidt over, at priserne stiger med 25%, men jeg er overbevist om, at alle gerne vil spæde lidt til i den gode sags tjeneste, siger Jack Jørgensen og slutter:

– Vi har allerede fjernet pølsemixen fra stadion, og nu vælger vi altså at tage endnu et skridt i retning af at få Danmarks sundeste fans.

Jack Jørgensen viser Carlsberg Nordic frem på Ewii Park.