Paulsen håber ikke på samme kampbillede som sidste gang i Horsens

OB spillede 2-2 på hjemmebane mod Lyngby i mandags, og nu venter der allerede endnu en kamp, da de spiller den første kamp i denne runde på udebane mod Horsens.

Den kamp spilles fredag aften, og selvom der ikke har været så mange dage imellem, så er det ikke noget, Bjørn Paulsen er ked af.

– Det skal vi jo kunne klare engang imellem. Sådan er det jo for alle hold i alle ligaer. Det glæder vi os til, og der er lidt at revanchere efter sidste kamp, som godt kunne have været bedre.

Hvad bliver det for en kamp mod Horsen?

– Det bliver forhåbentlig ikke lige så voldsomt som sidste gang deroppe, hvor vi spillede 3-3. Det skal gerne være lidt mere kontrolleret den her gang. Vi ved, de kommer med en masse fysik og andenbolde. Det kan blive en rodet kamp, men vi vil gerne se, om vi ikke kan spille bolden rundt.

– Det var for meget i sidste kamp mod dem. Det var sikkert en fed kamp at se, men den var ikke sjov at spille. Det var meget rodet. Det skal være anderledes den her gang.

De står lidt med ryggen mod muren, så de kommer vel stormende?

– Det skal de jo, og det skal vi være klar på. Vi vil også gerne have de tre point.

I kampen mod Lyngby var OB bagud med 2-0, inden de lavede et comeback, og kom tilbage på 2-2. Det er der ikke råd til mod Horsens, hvor Paulsen mener, der er flere ting at tage med fra Lyngby-kampen.

– Nej, det er der ikke. Jeg synes, vi viser god karakter, og det skal vi tage med. Vi har de sidste 30-40 minutter, og der var vi gode. Det skal vi tage med videre. Før har det været de sidste 30-50 minutter, der har været dårlige. Vi ved godt, hvad der skal til.

Defensiven er ikke helt så stabil, som den var i efteråret, hvad er årsagen til det?

– Det er et godt spørgsmål, det skal du spørge træneren om. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi har ændret for meget. Det er svært at sige, det må du spørge dem om.