Reaktioner fra Martin Hansen og Bjørn Paulsen efter sejren over Silkeborg
Her til eftermiddag spillede OB på hjemmebane mod Silkeborg, og det blev en sejr på 2-0 til hjemmeholdet, der derfor presser FC Midtjylland i duellen om den vigtige 7. plads.
Efter kampen fangede vi Martin Hansen og Bjørn Paulsen til et par reaktioner ovenpå den vigtige sejr på Odense Stadion
Martin Hansen:
– Jeg synes, vi leverer en rigtig dårlig halvleg i Aalborg senest, som på en skidt dag kan koste os sejren, når vi fører 2-0. I dag er det totalt modsat i forhold til den følelse, jeg havde efter kampen deroppe. Jeg kunne ikke rigtigt nyde sejren i Aalborg, fordi jeg var rasende over præstationen i anden halvleg.
– Jeg synes, det er anderledes i dag. Da vi kommer foran, spiller vi som et voksent hold, og tager ikke de unødigt dårlige beslutninger med bolden.
– Jeg skal også bidrage en gang imellem, og det synes jeg, at jeg gjorde i dag. Vi har en ung gruppe, og så er kunsten i dag at hvile med bolden i stedet for at spille med unødig risiko, som vi gør et par gange i anden halvleg, men det har vi gjort en del gange i andre kampe, hvor vi så får chancer imod os.
– Jeg sagde også til Breum i dag, at jeg godt ved, han gerne vil ind og vise sig frem, men han skal gøre det, holdet skal bruge, og det er, at han skal spille bolden rundt og lade dem løbe efter den, og det synes jeg, han gjorde, da han fik besked på det.
Hvad betyder det som målmand at få det her clean sheet?
– Det betyder meget, det er klart. Det er selvfølgelig fedt. Det er lidt for længe siden, vi har haft det, og det er måske også derfor, jeg er så aktiv i dag, fordi jeg har følelsen af, at det kunne lykkes i dag. Det gror vi også af nede i forsvaret.
Bjørn Paulsen:
– Det var en fin kamp. Vi fik tre point, og spillede stabilt. Jeg synes, vi kontrollerede kampen mere, end vi plejer at gøre gennem 90 minutter. Så vi er godt tilfredse.
– Det betyder alt som forsvarsspiller, at vi ikke lukker mål ind. Det er det, der er vores job. Selvom kollektivet forsvarer, så giver det noget til vores selvtillid og også til keeperen, så vi er lykkelige, og jeg kommer smilende ud fra omklædningsrummet. En sejr er en sejr, men et clean sheet er et ekstra plus.
– Der var god stemning i omklædningsrummet. Vi har lige fået en stadionpølse og en øl og en sodavand, og så arbejder vi videre i morgen, så vi er klar til næste kamp.
Vi er et point fra FC Midtjylland nu, så vi kan selv afgøre, om vi skal blive nummer syv..
– Ja, det vil være lækkert, hvis vi vinder resten af kampene. Det håber vi da på, men det er vigtigt, at vi tager en kamp ad gangen.