Slotsager nyder at spille fodbold for tiden

Tobias Slotsager har fået et lille gennembrud for OB i Superligaen her i foråret, hvor det er blevet til fem kampe, og han har været med fra start i de seneste to.

Mihajlo Ivancevic sidder ude med en skade lige nu, og derfor ligner Slotsager også en starter, når OB spiller på Odense Stadion mandag aften, og han er glad for, at der bliver kigget hans vej i øjeblikket.

– Det er selvfølgelig altid rart med stor tillid fra trænerne og fra truppen og dem ude omkring. Det er altid rart.

Begynder du at ligne en fast starter nu?

– Årh, det er svært at sige. Både Bjørn og Mihajlo har døjet lidt med skader her i foråret, men jeg tager de minutter, jeg kan få. Lige nu er det sjovt at spille fodbold, og jeg nyder det.

Det er Lyngby, der kommer på besøg i rundens sidste kamp på Odense Stadion mandag aften, og det er en modstander, der har set godt ud på det seneste.

– Det bliver en svær kamp. Lyngby er inde i en god stime, og her i foråret er de faktisk det bedste hold indtil videre i nedrykningsspillet, så det bliver en svær kamp.

– De har gjort det godt. De har også spillet noget god fodbold, og de kommer med en masse power, så det bliver på ingen måde en let kamp.

Mod Lyngby jagter OB deres tredje sejr på stribe, og hvis de får den, ser det ud til, at det kun er dem, der for alvor kan true FC Midtjylland i kampen om 7. pladsen.

– Det kan vi, og det håber vi på. Det er også det, vi regner med, og tror på, når vi går på banen.

– Som det ser ud lige nu, ligger vi godt til, og hvis det hele fortsætter, som det skal, så kan vi afgøre det i den sidste kamp i Herning.