Søren Krogh: Vi skal finde det hårde arbejde frem

I sidste weekend spillede OB på hjemmebane mod Roskilde, og det var en kamp, hvor OB var foran med 2-0 ved pausen, men alligevel havnede i problemer.

Kort inde i anden halvleg stod der nemlig 2-2, og gæsterne var tæt på at komme foran, inden OB dog fik scoret igen og kørt en sejr på 3-2 i land.

Søren Krogh var ikke tilfreds med præstationen i det opgør, og der er nogle ting, der skal laves om på til den kommende kamp.

– Det var en kamp, hvor jeg på ingen måder var tilfreds. Jeg synes, vi gør ting langsomt. Vi kommer skidt ud til anden halvleg, selvom vi har snakket om alt andet i pausen. Vi har haft andre kampe, hvor vi kommer halvtungt ud, og intentionerne har været en helt anden i de her pausesnakke.

– Så der er ting, jeg ikke er tilfreds med. Nu har vi haft det sådan i et par kampe. Horsens er måske en anden størrelse. Men vi trænger til, at vi ligesom får overtaget, og at vi ikke adopterer for meget til det lidt lavere tempo, der er i 1. division.

– Vi skal finde tilbage til noget, og vi skal arbejde godt med holdet uden Luca Kjerrumgaard også. Det er klart, at det har kunne mærkes både offensivt og defensivt, at vi mangler ham, og ikke rigtigt har fået det til at klikke uden. Det er nok naturligt, når han har fyldt så meget, som han har gjort, at vi slider lidt med at få tingene til at hænge ordentligt sammen.

– Så det var godt, vi vandt, men vi er ikke tilfredse med præstationen. Det er dog en styrke, at vi får tre point, men der skal ske forbedringer.

Hvad er det, vi mangler, når Luca ikke er med? Vi har jo scoret fem mål i de to kampe uden ham.

– Ja, det er jeg enig i. Vi har lukket fire ind i de to kampe, og inden da havde vi kun lukket to ind i alt. Der er noget med hele vores pres. Han aktiverer rigtig mange af vores defensive aktioner, hvor vi står lidt lavere på banen, der fylder han meget defensivt. Alle snakker om hans målscoringsevner, og det er også godt, men han er virkelig også dygtig defensivt.

– Ham og Max Fenger havde også noget rigtig godt kørende sammen. Max gjorde det godt som venstrekant, og nu er han også kommet ud af position og ind på 9’eren, så vi er to punkter fattigere i forhold til den gode struktur, vi havde. Det er det, vi har arbejdet med, og det er det, vi skal finde frem igen.

Fredag aften skal OB en tur til Kolding i jagten på endnu en sejr, men når man spørger cheftræneren, så mener han, det bliver en meget vanskelig opgave.

– Det bliver besværligt. De har 8-6 i målscore, og de er dem, der giver mindst chancer væk. Når man ser dem spille, giver de næsten ingen chancer væk. De er meget kompakte, og de er meget hårdtarbejdende. Det er meget med lange bolde, og det bliver meget svært for os. Det bliver enormt besværligt, så vi skal ikke have polerede negle og små fine handsker, vi skal finde det hårde arbejde frem.

Hvad skal vi gøre anderledes mod Kolding end mod Roskilde?

– Helt specifikt så skal vores defensiv og vores pres sidde mere i skabet, end det gjorde. De spiller jo igennem os ret nemt. Der er noget med afstanden i holdet og noget kompakthed, vi skal finde frem, og så skal der være en forståelse i holdet for, at vi ikke kan åbne for meget op.

– Noget defensiv base og så skal vi have skabt nogle chancer. Det bliver meget enkelt. Det bliver 1-2 chancer. Sådan ser man alle de andre hold mod Kolding. De kan ikke skabe chancer mod dem. Vi har slidt med det før, oppe i Hobro også, hvor vi godt nok får det løst, og vinder med 3-0, men det bliver svært hele vejen igennem.

– Vi mangler tempo, og det er det, jeg siger, vi skal ikke adoptere til tempoet i 1. division. Vi skal vise, at de her drenge trods alt har spillet i Superligaen, og det skal vi tage med ind til kampen.