Thrandarson er stadig ikke i dialog med OB
Efter Superligaen gik på vinterferie var der flere af OB’s spillere, der var afsted på landsholdsopgaver, og en af dem var den islandske midtbanespiller, Aron Elis Thrandarson.
Han var afsted med Island for at spille Baltic Cup, og det endte med, at de vandt turneringen, hvor Thrandarson bar anførerbindet i finalen, og det var en god oplevelse for ham.
– Det var fint nok. Det var meget anderledes. Det var træningskampe, men man er altid stolt over at spille på landsholdet, specielt når man var anfører i en kamp. Det var også lidt anderledes at spille stopper for første gang. Det var sjovt.
Du fik ikke så meget spilletid i OB på det tidspunkt, så det var vel rart at komme ud og spille lidt fodbold?
– Ja, selvfølgelig. Det var meget koldt derovre. Vi spillede i Letland, og banen var frossen, men det var sjovt at spille. Det var lang tid siden.
I onsdags vendte spillerne tilbage til Ådalen efter at have holdt ferie i en måneds tid, og det har været et dejligt afbræk for den stærke midtbanespiller.
– Ja, det har været dejligt at være sammen med familien og tage det lidt roligt. Nu skal man op igen og træne.
Hvordan har det så været at komme i gang igen efter ferien?
– Det er fint nok. Jeg var list syg i slutningen af ferien, så det er ikke fordi, jeg tager det roligt, men det har været lidt anderledes de seneste dage, og så træner jeg fuldt med efter hviledagen i morgen, så det har været godt.
– Vi skal træne hårdt og komme i god form, og så skal vi forsøge at spille på samme måde som før ferien. Det har været fint, så det er det, vi skal fokusere på.
Sidste gang vi interviewede Thrandarson, fortalte han at han ikke var interesseret i at forlænge sin kontrakt med OB. Der er heller ikke noget, der har ændret sig siden da.
– Nej, ikke lige nu. Jeg ved ikke, om det sker nu eller til sommer. Men som i ved, så giver jeg den 100%, når jeg er her, og så kan de bare sige til mig, hvad jeg skal.
Men er det stadigvæk planen, at du er væk senest til sommer?
– Ja, det er planen lige nu.
Er du i dialog med klubben?
– Nej, det er jeg ikke.
Det er stadig uklart, om den svenske midtbanespiller, Armin Gigovic, vender tilbage til OB, og man kunne forestille sig, at Thrandarson ville være mere interesseret i at blive i OB frem til sommer, hvis han ikke kommer tilbage, for så kan vejen til spilletid være mindre for ham.
– Det ved jeg faktisk ikke. Situationen er sådan, at jeg ikke har snakket med klubben i lang tid, som jeg har sagt før. Der er nogle ting, som jeg ikke har været fornøjet med, og stadig ikke er fornøjet med. Én af dem er selvfølgelig spilletid, og respekt synes jeg også. Sådan er det bare i fodbold.