Tre mål i to kampe: Kjerrumgaard nyder at spille fodbold

OB hentede en sikker sejr fredag aften, da det blev til 4-0 på udebane mod HB Køge, og dermed sikrede de sig den anden sejr i to kampe i 1. division.

Luca Kjerrumgaard stod med so scoringer for halvdelen af OB’s mål i opgøret, og han mener, at det var en kamp, hvor OB fik vist, at de var ovenpå.

– Jeg synes, det var en tempofyldt kamp fra vores side. Vi kom til Køge med god energi og selvtillid fra en sejr sidst. Vi vidste, vi havde tre point i posen, og at vi sagtens kunne udvide det til seks point.

– Vi fik vist, at vi spiller på en lidt højere hylde, end HB Køge gør normalt, og jeg følte, at vi alle var det rette sted. Der var nogle relationer, der gik op, og overordnet set var det en rigtig fin kamp. I anden halvleg gik det lidt ned i tempo, men vi fik kørt den hjem, vinder 4-0, og holder et clean sheet. Det var rigtig fedt.

Er det svært at holde tempoet hele kampen, når man er på et højere niveau end modstanderen?

– Det kan man godt sige. Når man ved, man allerede er foran 2-0, kan man måske godt spille lidt mere safe. Hvis det havde været en modstander, hvor vi vidste, at lige pludselig var de der bare, så kører man måske mere på.

– Men sådan følte jeg egentlig ikke, at det var. Vi kørte egentlig på, og så var der måske nogen, der blev lidt mere trætte, det er jo også et andet underlag. Men jeg er ret tilfreds med, at vi kom ud med tempo, og den måde vi spillede på, i forhold til at vi ikke spiller på kunst til dagligt, så det var positivt.

Den store angriber har fået en god start på sæsonen med tre scoringer og en assist i de første to kampe, og han er da også selv glad for, hans start på sæsonen.

– Den har været godt. Jeg synes, at jeg er startet rigtig godt, og har fået lavet mål og assist. Jeg synes egentlig, jeg har bidraget med de ting, jeg gerne ville, og har taget noget ansvar. Jeg vil gerne hjælpe holdet så godt som muligt, og mine medspillere er også med til at gøre mig bedre.

– Jeg er et godt sted, hvor jeg føler, jeg får en masse tillid, og jeg får konstruktiv kritik og positivitet omkring mig, og det gør mig til en bedre fodboldspiller. Det kan jeg også mærke derinde. Jeg føler udadtil, at folk kan se, jeg nyder at spille fodbold, og at jeg er glad, når jeg er inde på banen. Jeg har det godt, og nyder, at der er så mange, der ser os hver gang, og at de er glade for mig. Det er jeg super glad for.

OB har haft to udekampe i de første to runder, og på lørdag spiller de så den første kamp hjemme på Odense Stadion mod Hvidovre, og det glæder Kjerrumgaard sig meget til.

– Jeg tror, det bliver helt vildt fedt. Jeg glæder mig til den nye bane, og jeg glæder mig til at se, hvor mange mennesker der kommer. Jeg tror, det bliver en helt vildt fed kamp, også nu hvor det er Hvidovre, vi skal spille mod. De spillede i Superligaen sidste sæson, og vi vil gerne have revanche mod dem fra sidste sæson.

– Vi vil gerne vise, at vi skal ud og smadre dem. Jeg glæder mig til at se dem alle sammen igen, og jeg glæder mig til at give den gas foran et godt fyldt Odense Stadion. Jeg vil blive glad for at se mange mennesker, og hvis de bare som minimum kan gøre det, de gør på udebane, så er jeg sikker på, at vi nok skal få tre point.