Ærlig Marco Lund: Var kørt død i Esbjerg

Når snakken falder på Marco Lund, vil flere nok tænke, at han er en Esbjerg-dreng, der har spillet hele hans ungdomstid i den vestjyske klub.

Det er dog ikke tilfældet. Han har nemlig spillet ungdomsfodbold i FC Midtjylland, og kom faktisk først til Esbjerg, da han skulle til at spille U17. Når man spørger ham om, hvorfor det endte på den måde, er han meget ærlig omkring det.

– Det gjorde jeg egentlig fordi, da jeg blev U17-spiller, der var jeg ikke dygtig, eller heldig, nok til at komme ind på akademiet i FC Midtjylland, og fik vendt tommelfingeren nedad i forhold til det. Der var Esbjerg interesseret i mig, og ville mig rigtig meget. Det virkede til at være et logisk valg, så derfor skiftede jeg til dem dengang.

Inden turen gik til FC Midtjylland, startede Marco Lund med at spille fodbold i Ansager IF som lille knægt. Klubben er en af Esbjergs samarbejdsklubber, og der er kun 40 km. mellem de to klubber.

Med tanke på at han voksede op i nærheden af Esbjerg, kunne man godt forestille sig, at det var noget, der spillede ind, da han tog til Esbjerg, men sådan så Marco Lund ikke på det.

– Nej, det tænkte jeg ikke så meget over. Det gjorde det lidt nemmere i forhold til at være tættere på familien, men om det havde været på den anden side af broen, eller hvor det havde været, havde ikke gjort så meget. Men det var der, jeg på det givne tidspunkt så de bedste muligheder for at udvikle mig.

Kaos i Esbjerg

Da Marco Lund spillede sin første Superligakamp for Esbjerg som 19-årig, kom det også hans tidligere klub, Ansager IF, til gode. Det gav dem nemlig en check på 10.000 kr., som han selv var ude og overrække i klubben.

Hvis man ser lidt mere på det fodboldmæssige perspektiv, så var det da også en rigtig glad forsvarsspiller, der løb på banen til sin første kamp i Superligaen på det tidspunkt.

– Det er klart, at det er enhver lille drengs store drøm at debutere i Superligaen og spille Superligafodbold, så det var da kæmpe stort.

Hos Esbjerg så de Marco Lund som ‘en af deres egne’, i og med han havde spillet ungdomsfodbold i klubben. I og omkring klubben havde man nok også håbet på, at det kunne være blevet et længere og lykkeligere ægteskab med ham.

Sådan skulle det dog ikke gå. Mindre end to år efter han debuterede i Superligaen, skiftede Marco Lund til OB. Han erkender, at han i starten havde regnet med, at han skulle have haft en længere karriere i Esbjerg, men der var flere ting, der gjorde, at det ikke gik sådan.

– Lige da jeg kom op i seniortruppen, så ja. Men det var også en meget hektisk tid, jeg var i, da jeg var i Esbjerg. Vi havde sindssygt mange trænerskift. Jeg tror, jeg nåede at have 5-6 trænere i den tid, jeg var i truppen.

– Så det er klart, at der skete lidt. Med nogle trænere spillede jeg fast, og med andre var det lidt ind og ud. Jeg ved ikke, om jeg havde regnet med, at skulle spille her meget længere. På det tidspunkt hvor jeg begyndte at snakke med OB, virkede det som en rigtig god mulighed, og begge parter ville hinanden. Kigger jeg i bakspejlet, er jeg godt tilfreds med, at jeg skiftede til Odense. Det er jeg sindssygt glad for.

Perfekt match i OB

Var det mest manglende spilletid, eller alle de ting der skete udenfor banen, der gjorde, at det var tid til at komme væk fra Esbjerg?

-Det er klart, når jeg spillede stort set alle kampe sæsonen forinden, og der så kommer en ny træner, hvor jeg har svært ved at komme på holdet, så sætter det nogle tanker i gang. Samtidig var det også hektisk, og det var måske ikke det, jeg havde brug for lige der. Jeg var nok gået lidt død i det i Esbjerg, og ville gerne prøve noget nyt. Man må bare sige, at OB har været et godt match indtil videre.

Esbjerg lå i 1. division, da han forlod klubben i forhold til OB, så på den måde var det et skridt op. OB var dog ikke den eneste klub, der var interesseret på det tidspunkt. Marco Lund havde også andre muligheder på hånden.

– Ja, det havde jeg. Jeg havde også nogle muligheder for at komme til udlandet. Men igen, vi havde en rigtig god snak med OB, og det virkede oplagt at tage nogle år her, og se hvad det kunne bringe med sig af positive ting.

Skiftet til OB skete i januar sidste år, så nu har han været i klubben i halvandet år. Når han skal pege på, hvor de store forskelle er på de to klubber, så er der heller ikke nogen tvivl.

– Begge klubber er store traditionsklubber. Som hold og den harmoni, der er i truppen, det synes jeg, er den helt store forskel. Jeg synes også, niveauet er højere i OB, til trods for at Esbjerg sluttede over os i sidste sæson. Jeg synes også, træningsniveauet er højere. Harmonien i truppen er bare sindssygt god. Vi har et rigtig godt sammenhold, og vi ses rigtig meget her i klubben, men også i fritiden udenfor klubben ses alle gutterne. Man ved, hvor man har hinanden, og der er sgu ikke grupperinger eller noget i truppen.

– Jeg synes bare, stemningen omkring klubben betyder rigtig meget, og det er også tydeligt at mærke, at det er en større klub, end jeg kom fra. Der var godt med tilskuere på lægterne sidste forår.
Det er de store forskelle, men på mange områder minder de to klubber også lidt om hinanden.

Flere spillere siger, at når man spiller for OB, så er der ofte større opmærksomhed og interesse i forhold til andre klubber i Danmark. OB er det eneste hold på Fyn, der spiller med, hvor det er sjovt, og alle på Fyn har en mening om OB. På det område kan Marco Lund også godt mærke en forskel i forhold til Esbjerg.

– Ja, det kan jeg. I Esbjerg var der også kritiske tilskuere, og det er der også her. Det skal der også være, når vi spiller Superliga, og specielt i to så store klubber, når man kigger på historie og traditioner. Der skal være pres på spillerne.

– OB er øens hold, og jeg synes, det er fedt, at vi kan samle en masse omkring noget så simpelt som et spil fodbold. Samtidig sætter det også krav til os, at de vil bruge deres tid på at komme ud og se os spille. Så skal vi også levere og give dem noget tilbage.

Siden Marco Lund forlod Esbjerg for halvandet år siden, har han ikke spillet en Superligakamp på Esbjerg Stadion. Det får han muligheden for på søndag, hvor OB skal på besøg derovre, men det bliver ikke nogen særlig speciel oplevelse for ham, hvis han kommer ind, og spiller den kamp.

– Jeg har faktisk spillet en reserveholdskamp på Esbjerg Stadion, hvor jeg scorede. Men nej, det bliver en kamp som alle andre, og det er ikke noget, jeg tænker synderligt over. Jeg glæder mig til at spille der, men jeg glæder mig også til at spille alle andre kampe. Det er ikke noget, jeg tænker over.

Marco Lund er i dag 23 år, og han har spillet i to forskellige stribede trøjer. Han har forhåbentlig en lang fodboldkarriere foran sig, men han er heller ikke i tvivl om, hvad det er for en stribet trøje, der kommer til at pryde væggen i hans stue, når han en dag stiller støvlerne på hylden.

– Det gør OB-trøjen.

Vil hjælpe andre

Marco Lund er ikke en af de slags fodboldspillere, hvor det hele bare skal handle om fodbold. Han går op i folk omkring ham, og det lægger ham meget på sinde, at folk har det godt.

Det er dog ikke kun folk omkring ham, han går op i. Han er nemlig blevet ambassadør for Dear Football, hvor han får muligheden for at hjælpe nogle mennesker i Afrika, og når man snakker med ham om det, er man ikke i tvivl om, at det er noget, han brænder for.

– Det er en organisation, som arbejder for bedre vilkår i Sierra Leone i Afrika, hvor man bruger fodbold som bindeled til at skabe noget vækst i et relativt fattigt miljø. Det synes jeg, folk skal bakke op om. Man kan gå ind på deres hjemmeside og læse om det. Det er nogle sindssygt gode projekter og initiativer, der er i gang lige nu. Det er også derfor, jeg har valgt at stille mig op som ambassadør.

– Jeg ved, der også er nogle andre spillere, Simon Kjær og Mathias Hebo, der også er blevet ambassadører for dem. Vi er nogle stykker i det danske fodboldsamfund, der bakker op om det her. Det er bare et sindssygt godt projekt, hvor man gør, hvad man kan for at hjælpe nogen, der ikke har det lige så nemt, som vi har haft det i trygge og rare Danmark. Der er masser af initiativer, og man kan donere og bakke op om det her projekt på mange forskellige måder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *