Blog: Coronaen gør det svært for de stemningsskabende fans

Coronaen har gjort, at der er diverse restriktioner omkring presseforholdene på Odense Stadion, og derfor var jeg søndag eftermiddag på plads på Richard Møller Nielsen Tribunen til kampen mod Randers.

Til kampen søndag eftermiddag var der 3621 tilskuere, og der var, grundet omstændighederne, selvfølgelig også andre regler, end der var sidst, jeg var på tribunen.

For det første skal der være afstand på tribunen, så der skal være et sæde mellem alle, med mindre man er i familie, så må man gerne sidde ved siden af hinanden. For det andet så SKAL man sidde ned.

Det er altså ikke nemt at skabe stemning, når man sidder ned gennem en hel kamp, men der blev alligevel gjort et ihærdigt forsøg af De Stribede. Megafonen der normalt bruges til at råbe tribunen op, er bandlyst i disse corona tider, men man må gerne have trommen med på tribunen.
Selv uden megafon lykkedes det dog for capoen at få råbt tribunen op, og nogle gange glemte man næsten, at han ikke havde en megafon. Én ting er sikkert, han har nogle rigtig gode lunger.

Selvom jeg ikke længere kommer så meget på tribunen, så kender jeg stadig repertoiret af sange, der bliver sunget. Der var dog ikke så mange, der sang med, som sidste gang jeg var der, men det gør det vel egentlig endnu mere imponerende af dem, der så synger, at de trods alt kunne levere så flot en vokal, og så endda siddende.

Det der med at blive siddende var dog engang imellem lidt svært, selvom det egentlig gik ret godt, og folk generelt holdt sig til de regler, der var. På et tidspunkt var der dog en Steward, der lige måtte bede Ole OB om at sidde ned, da capoen kaldte ham op til en ’Fenerbahce’. Ser man bort fra den lille episode, så var det kun ved målene, og da Max Fenger forlod banen, at folk var oppe at stå, men her var det også hele tribunen, så Stewarden ville få travlt med at stå og pege folk ned på sædet igen, så det opgav han.

Personligt for mig var det også lidt befriende at komme over på tribunen igen, for der kan man altså tillade sig lidt mere, end man kan på pressepladserne (tro det eller ej). Jeg fik i hvert fald råbt nogle ting, jeg ikke normalt råber, når jeg sidder på min presseplads.

Til kampen mod Horsens torsdag aften, er jeg igen at finde på min vante presseplads, men jeg vil helt sikkert kigge over mod Richard Møller Nielsen Tribunen, og være lidt imponeret over, at de trods alt kan skabe en fin stemning, selvom coronaen bestemt ikke gør livet nemt for de stemningsskabende fans.

One Reply to “Blog: Coronaen gør det svært for de stemningsskabende fans”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *