Der bliver skruet lidt op til træning i Ådalen

I lørdags spillede OB vinterens første træningskamp mod Middelfart i Ådalen, og det blev til en sikker sejr på 3-0.

Onsdag eftermiddag er modstanderen en lidt anden størrelse, når svenske Helsingborg kommer forbi Odense til træningskampen, der fløjtes i gang kl. 15.

Mod Middelfart i lørdags blev der spillet 4-4-2, men ud fra dagens træning ser det ud til, at man mod Helsingborg vil stille op i en 3-5-2.

Til dagens træning var der også gode nyheder, da Janus Drachmann igen er med på kunstgræsset, hvor han trænede fuldt med. Han var dog på det ‘forkerte’ hold, da der blev spillet på to mål, og han er heller ikke i truppen til kampen mod Helsingborg.

Moses Opondo er stadig ikke ude og træne sammen med holdkammeraterne, men til gengæld er Jeppe Tverskov og Bashkim Kadrii begge fuldt med, efter de startede stille og roligt ud.

Den islandske midtbanespiller, Aron Elis Thrandarsson, har været afsted med det islandske landshold, men han er udtaget til kampe mod Helsingborg, så der vil det være muligt at se ‘giraffen’.

I dag var det også for alvor tydeligt, at der er blevet skruet lidt op for intensiteten til træning. Der blev trænet igennem med fokus på det taktiske, og Mikkel Hyllegaard sprang særligt i øjnene i en enkelt aktion, hvor han for alvor viste store prøver på sin hurtighed.

Ellers er det generelt bare en oplevelse at se Jeppe Tverskov til de her træninger i Ådalen. Hans overblik er formidabelt, og hans lange afleveringer ligger lige hvor de skal. Der blev trænet på nogle forskellige opspil, og det har han bare helt styr på.

Truppen ser generelt ud til at være i god form, så det bliver spændende at se, hvad den kommende træningslejr i Tyrkiet kan gøre ved dem.

5 Replies to “Der bliver skruet lidt op til træning i Ådalen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *