Drachmann: Sejr over AaB vil være ekstremt vigtig

Efterårssæsonen i Superligaen lakker kraftigt mod enden, og mandag aften bliver årets sidste kamp på Odense Stadion spillet.

Her spiller OB mod AaB, og hjemmeholdets anfører, Janus Drachmann, regner med, det bliver en spændende kamp, der samtidig også kan blive lidt afgørende for kampene i foråret.

– Det bliver først og fremmest en spændende kamp for begge hold. Vi ligger begge, og kæmper omkring stregen ved top seks, og der er ingen tvivl om, at det hold der får en sejr, vil få et godt udgangspunkt til de afgørende seks kampe i foråret. Begge hold har godt nok en kamp tilbage, inden vi går på juleferie, men en kamp mod en direkte konkurrent er ufatteligt vigtig. Det bliver måske en taktisk affære, og det første mål kan meget vel blive afgørende for resultatet på kampen.

– En sejr vil sende os to point foran AaB, og vil samtidig sætte en prop i tre dårlige resultater i streg. Toget kører stærkt lige nu, og det er vigtigt at hoppe på, så man ikke har et efterslæb, der skal jagtes i forårets seks kampe.

OB er inde i en skidt periode i Superligaen, hvor de seneste tre kampe har kastet nul point af sig, og derfor er det også vigtigt at komme tilbage på sporet mod AaB.

– Det er sindssygt vigtigt. Hvis AaB vinder, er de fire point foran os, og så skal vi bruge to sejre på at gå forbi dem, uden de selv får nogen. Den sejr vil være ekstremt vigtig, men det vil omvendt også være ekstremt vigtigt for AaB at sætte os med fire point.

Anføreren mener også, at spillet i de seneste kampe har været alt for svingende, og det er især i det defensive, der har været problemer.

– Jeg synes, det har været meget blandet. Vi har leveret for store perioder af kampene, hvor vi ikke har været gode nok. Vi har lukket alt for mange mål ind. Der har været for mange personlige fejl hele vejen rundt, og modstanderen har ikke skulle gøre så meget for at score målene. Vi ved, vi er farlige offensivt, og vi ved, vi nok skal score mål, men vi er nødt til at være bedre defensivt, og det starter oppe fra angriberne og ned til målmanden.

13 Replies to “Drachmann: Sejr over AaB vil være ekstremt vigtig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *