– Fanklubben er meget vigtig for OB

OB’s officielle side på Facebook vokser, og vokser, og lige i skrivende stund er der 44.942 personer, der synes godt om siden. Hvis man regner det ud i procenter, er det mere end 20% af hele Odenses befolkning, der følger med i, hvad OB laver på Facebook.

Det er dog ikke noget, der smitter af på klubbens officielle fanklub, De Stribede. Der er omkring 500 medlemmer af fanklubben, så det er altså en utrolig lille procentdel i forhold til, hvor mange der følger med på de sociale medier.

Men hvorfor er det egentlig sådan? Er det fordi, det bare er nemmere at trykke ‘Synes godt om’? Er det fordi, foreninger er ved at blive for gammeldags, eller er det simpelthen fordi, folk ikke mener, det er vigtigt at bevare en velfungerende fanklub?

Hvis man spørger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i OB, så er det i hvert fald ikke det sidste udsagn, der er det rigtige. Han mener, at en velfungerende fanklub har en meget stor betydning.

– Det betyder det samme, som det gør for alle mulige andre fodboldklubber. Det er jo enormt vigtigt at have en fanklub, som man har et godt samarbejde med, og som man ved, bakker op om holdet i medgang og modgang, og som man ved, kan skabe et godt miljø og en god fankultur.

– Det er super vigtigt, for det er en enormt stor del af det at være en fodboldklub, at der er nogle fans at spille for, der kan være med til at skabe en stemning på stadion både på udebane og hjemmebane, og i øvrigt stå bag spillerne og trænerne, når der er brug for det. Når det er organiseret i en fanklub, er det selvfølgelig også noget, der er med til at udvikle os som klub i et tæt og tillidsfuldt samarbejde, hvor man kan sparre med hinanden. 

Fanklubben er selvfølgelig til for at bakke op om OB, men det går ikke kun den ene vej. Jack Jørgensen fortæller også, at OB som klub kan bruge fanklubben til noget.

– Den bruger vi til at drøfte forskellige ting med. F.eks. hvordan vi sammen kan få flere med på udebane, der hjælper vi hinanden. Vi hjælper med at markedsføre De Stribedes busture. Tiltag på stadion, Fanzone og forskellige andre tiltag. Vi drøfter mange ting, og jeg synes, at efter vi har fået en fankoordinator, så er vores samarbejde med De Stribede blevet endnu stærkere, end det tidligere har været. Der er en ret hyppig dialog om alle mulige ting, og jeg synes, det sidste tiltag her, hvor de solgte en del af vores fanartikler fra vores gamle merchandiselager, og på den måde optjente en ret god sum penge, som så kan bruges til tifoarbejde og andre stemningsskabende aktiver, er en rigtig god historie, og vidner om et stærkt samarbejde, så ja, det er rigtig vigtigt for OB at have et godt samarbejde med vores fanklub.

– Det er i første omgang Andreas Brix (fankoordinator), der driver det daglige samarbejde, men jeg har da en rigtig fin dialog med De Stribede, og det håber jeg da også, de synes den anden vej. Jeg synes, det fungerer ret godt.

Der er lige så mange forskellige måder at være fan på, som der er folk på stadion, og for en fanklub er det vigtigste, at man har plads til alle, på trods af de forskelligheder, der må være. Det er også den måde, OB som klub arbejder på, så det betyder meget, at fanklubben favner bredt.

– Det betyder jo vanvittigt meget for os. Både at fanklubben gør det, men også at vi gør det på hele stadion. Det er jo lige præcis det, vi arbejder rigtig meget på hver dag, et inkluderende fællesskab hvor der er plads til alle, og hvor der er accept af forskellighed, og alle de her ting som der skal være i et stærkt og velfungerende fællesskab. Som jeg har sagt før, er det et sted, hvor man skal passe godt på hinanden, og man skal behandle hinanden, som var vi i familie. Man tager sig godt af hinanden, og man skal have forståelse for, at vi har forskellige holdninger og meninger til tingene, men vi er allesammen OB, og derfor skal man også give plads til at være forskellige. Mangfoldigheden må være styrken i det.

For den kommercielle chef er det vigtigt, at OB træder til, og hjælper De Stribede, hvis de skulle have nogle udfordringer. Han ser det faktisk lidt som klubbens pligt, og synes også, at de er gode til det.

– Ja, det gør vi da. Vi forsøger at hjælpe dem, alt det vi kan, når de har forskellige udfordringer eller ønsker til forbedringer, eller andet der kan være med til at udvikle deres forening. Det er også, et eller andet sted, vores pligt, og det er det ansvar, vi skal tage for at have en velfungerende fanklub. Så det gør vi da. Bl.a. som jeg nævnte lige før omkring vores merchandisesalg, vi stiller også klubhus til rådighed for dem, så de ikke skulle betale den dyre husleje oppe på Middelfartvej. Så de skal ikke lægge deres kontingentkroner i husleje, men i stedet bruge dem aktivt på at udvikle fanklubben, så på den måde synes jeg, vi tager et stort ansvar for at hjælpe dem på vej, og sådan kunne jeg nævne mange andre ting, men de her er vel meget gode.

Som klub gør OB også noget for at gøre opmærksom på den officielle fanklub, men Jørgensen erkender dog også, at OB og De Stribede nok kunne gøre mere sammen for at få flere medlemmer.

– Ja, det synes jeg da. De er eksempelvis også med os på SportsLørdag, hvor de deler flyers ud, så der er et aktivt samarbejde der. Så gør vi det også på vores sociale medier, og hvor vi lige kan komme til det. De kan jo også markedsføre sig på stadion, og de har deres klubhus, hvor der er tidligere åbent, end der ellers er på stadion. Jeg tror nok, at vi kunne gøre noget mere sammen markedsføringsmæssigt, for at rekruttere nogle nye medlemmer, lyder det til slut fra Jack Jørgensen.

Det er ikke kun i den kommercielle afdeling, at man synes, det er vigtigt at have en velfungerende fanklub, det samme synspunkt er der også blandt spillerne på banen.

Forsvarsspilleren, Alexander Ludwig, mærker vigtigheden af en fanklub på den måde, at det betyder rigtig meget at mærke, man har nogen bag sig.

– Det betyder meget. Den betydning det har for et hold, at man har nogen bag sig, i det her tilfælde en fanklub, det giver noget ekstra. Noget ekstra power, noget ekstra tro og noget ekstra vilje. Det giver det der sidste rygstød, som kan være vigtigt i tætte kampe, og også i kampe hvor man er bagud eller foran for den sags skyld. En velfungerende fanklub tror jeg, alle klubber vægter utroligt højt.

Lige fra Alexander Ludwig ved man, det ikke bare er tom snak. Han går nemlig meget op i fansene, og i efteråret dukkede han endda op til et fanmøde.

– Først og fremmest var det vigtigt lige at høre, hvordan tingene så ud i de forskellige fangrupper i Odense og i OB. Så det var egentlig en interesse i det for at høre, hvad de havde at komme med, og om der var noget, vi kunne gøre for at hjælpe med at styrke fankulturen, og få den tilbage som jeg har hørt, den engang var, men som jeg desværre ikke selv har oplevet.

Tidligere i karrieren har Alexander Ludwig spillet for FC Hjørring (Senere Vendsyssel FF), HB Køge og Horsens, og han har aldrig før oplevet en så stor opbakning fra fansene, som han oplever i OB. Han har dog alligevel hørt, at det kan blive endnu bedre.

– Der er nogle kampe, hvor der er bedre stemning end andre. Generelt har jeg ikke prøvet at spille et sted før, hvor der er så meget support og så meget opmærksomhed udefra fra fans. På den måde, i forhold til min karriere, er det selvfølgelig stort, men som jeg også har fået at vide, er der mere at hente. Det er også det, folk går og snakker lidt om i krogene, at der er noget nu, men det kan blive til et eller andet rigtig sjovt, og det vil jeg da gerne være med til at prøve at opleve.

Man oplever tit, at spillere siger, de lige giver den lidt ekstra, hvis der er god opbakning for tribunen. Man kunne godt mistænke dem for, at det er noget, de siger for at please fansene, men det er ikke tilfældet.

– Hvis vi skiftede os 11 spillere ud med 11 fans, og der var et fyldt stadion, hvor der blev heppet og klappet, og også buhet af modstanderen, så tror jeg også, de ville få det her sus i maven, som man får, og det her ild i øjnene og det med, at ens hjemmebane bliver ens fort. Det er sådan, vi har det på banen, og det er ikke noget, der bare bliver sagt for at please, for det har en kæmpe effekt ved én som person, når man ved, der er så mange og så stor en opbakning. Det er bestemt ikke for at please, det er helt rigtigt, det tror jeg også, det vil være for alle mine holdkammerater. Jeg tror ikke, der er nogen, der siger det, for at please, de siger det med hjertet, og fordi det betyder noget for dem. Det er i hvert fald derfor, jeg siger de, lyder det til slut fra Ludwig.

Der er altså ingen tvivl om, at en velfungerende fanklub er en meget vigtig del af en fodboldklub, og hvis du vil melde dig ind i De Stribede, kan det gøres lige her.

Hvis du vil være med til at have indflydelse på, hvordan De Stribede skal være i fremtiden, så mød op til deres generalforsamling mandag den 11. marts.

 

 

Du vil måske også kunne lide...