Festen sluttede for Festersen

Rasmus Festersen kom til OB fra FC Vestsjælland for fire år siden, og selvom han måske ikke kan betegnes som en ‘legende’ i OB, så er der ingen tvivl om, at det er en mand, der har fået sat sit aftryk i klubben.

I hans første sæson i klubben scorede han godt med mål, og selvom målsnittet aldrig rigtig blev så højt i de efterfølgende sæsoner, så kunne man altid være helt sikker på, at Festersen gav sig 100%, og ofrede sig for trøjen, når han var på banen.

I denne sæson har Festersen nærmest ikke spillet nogen rolle på holdet, og tilbage i januar offentliggjorde han, at han ville stille støvlerne på hylden, når den sidste kamp var spillet i denne sæson.

På trods af at der ikke har været ret meget udsigt til spilletid i denne sæson, så har Festersen stort set været den første ude på træningsbanen hver morgen. Han har fået spillet så meget Gris, at han nærmest må være den mest rutinerede Gris-spiller, der kan findes på Fyn.




Den har også hele tiden fået fuld gas, når der skulle trænes. Man kan så tænke over, hvor han har fundet motivationen henne, men der har ikke været noget brok, og hans indstilling har bestemt heller ikke fejlet noget.

Hvis man tager en snak med de unge spillere i Ådalen, så lyder det samstemmig, at de har haft stor nytte af at spille sammen med Festersen. Han har været en stor hjælp for dem, og det har både været på og udenfor banen.

De rutinerede spillere beretter mere om hans berømte Far-jokes, og de kan ikke helt blive enige om, om de kommer til at savne dem eller ej.

For os der står på sidelinjen, er det dog helt sikkert, at vi kommer til at savne ‘Dinosauren’ i Ådalen. Man bliver altid mødt med et stort smil og en pæn hilsen, når man støder på Festersen, og han har aldrig været for fin til at stille sig op og snakke med alle, der havde lyst til at snakke.

Det er en stor personlighed, der nu takker af, og det kommer til, at kunne mærkes både på træningsbanen, i omklædningsrummet og i klubhuset.

Herfra vil vi gerne sende en stor tak til Festersen for at have gjort dagene i Ådalen sjovere, og for hans dedikation til OB. Vi ønsker ham alt held og lykke i fremtiden, med det han nu skulle finde på at lave.

Du vil måske også kunne lide...