Flere mangler til træning i Ådalen

En ny uge er i gang på bane 4 i Ådalen, og ved mandagens træning er der flere, der ikke er til at få øje på.

Klubbens nye assistenttræner, Søren Krogh, skulle have haft første arbejdsdag søndag, men grundet sygdom var han der hverken i går eller i dag.

Bashkim Kadrii måtte udgå med en skade i torsdags, da OB spillede træningskamp mod Fredericia, og han har ikke været på træningsbanen siden. Heller ikke i dag.

Udover Kadrii manglede også Ryan Johnson Laursen, Kasper Larsen, Aron Thrandarson og Moses Opondo, ligesom de langtidsskadede, Mikkel Hyllegaard og Christian Vestergaard, heller ikke var ude.

Til gengæld er Jeppe Tverskov og Ayo Simon Okosun tilbage i træning, efter de begge har været væk i en periode med sygdom.

Fysisk træner Janus Blond og transitionstræner Nicolas Hedemann har også begge været væk i en periode, men de er også tilbage på træningsbanen igen.

Til flere af træningerne her i opstarten har der været en del U-spillere med, men der var ikke nogen med til dagens træning.