Hermansen: Vil huske at vi vandt den første kamp

OB spillede her til eftermiddag hjemme mod svenske Halmstad i den første kamp i den internationale turnering, Baltic Sea Cup.

Det er en U21-turnering, hvor der dog er det twist, at man må have tre spillere med, der er mere end 21. TIl dagens kamp var der både spillere fra U17 og U19, ligesom Kenneth Emil Petersen, Mathias Greve, Oliver Christensen, Kamil Vacek, Yao, Mathias Jørgensen og Mads Frøkjær også var med.

Det er Tonny Hermansen, der står i spidsen for holdet, når vi spiller i Baltic Sea Cup, og han fortæller, hvordan han oplevede den første kamp, som OB vandt 3-2.

– Det var jo en meget speciel kamp, for jeg synes egentlig, at vi starter meget fornuftigt, og vi kommer godt foran, og spiller, synes jeg selv, rigtig fornuftigt med bolden de første 20 minutter. Vi spiller hurtigt, får mulighederne, og får et rigtig godt mål. Så falder vi, vi er ikke fremadrettede og organiserede nok, og de får nogle små chancer ud af ingenting, og det er simpelthen pga. dårlig kommunikation. Det er selvfølgelig også fordi, vi har nogle nye spillere med, som ikke er 100% inde i den måde, vi gerne vil spille fodbold på.

– I 2. halvleg starter vi godt, og kan score både til 2-0 og 3-0. Det sker så ikke, og så sker det, der oftest sker i fodbold, vi falder lidt, og de får scoret til 1-1. Lige efter kommer vi så på 2-1 efter et sindssygt godt mål, hvor vi får spillet os igennem og flyttet bolden hurtigt. Derfra synes jeg egentlig, at vi falder, og vi bør jo egentlig bare kunne køre kampen hjem. Vi laver så en kæmpe fejl, det er noget, der ikke må ske, og hvis vi snakker læring, så er det jo godt for læringen, at han (Frøkjær) efter at have lavet sådan en stor fejl, kan lave sådan et flot mål til 3-2.

– Overordnet set skal vi jo egentlig bare fastholde bolden og vinde 2-1, eller fastholde bolden og så lave det 3. mål, som vi egentlig burde have gjort. Overordnet set er det en typisk start på en international turnering. Nu skal drengene lige lære, hvad det er for noget, men det er jo sjovt at vinde, og det er det, det handler om. Det handler om at vinde fodboldkampe i den sidste ende, og så må vi efterfølgende fortælle vores spillere, at det ikke var godt nok at lave så mange personlige fejl. Vi var ikke dygtige nok med bolden, og det skal vi bare blive bedre til.

– Der er faser, hvor det er skide godt, og så er der perioder, hvor det er langt under middel, og hvis man svinger sådan fra at være helt i top og så gå ned og spille helt i bund, så er der ikke det flow, der skal være. Jeg synes faktisk, at hvis jeg skal være helt ærlig, så var det en kamp under middel.

Hvordan oplevede du kampens generelle niveau?

– I 1. halvleg synes jeg egentlig godt, man kunne sige, at det var en international kamp. Som 2. halvleg skred frem, synes jeg egentlig, det lignede en ganske almindelig ungdomskamp, hvor der kommer nogle fejl, og det er jeg utilfreds med.

Hvordan synes du, det fungerede med blandingen af de unge og et par mere rutinerede spillere?

– I starten fungerede det rigtig fint. Både KEP og Greve går ind, og gør det rigtig fint, og holder sammen på de unge. Vores nye, Kamil, skal lige finde sig til rette. Vi kan godt se, han kan spille fodbold, men han skal jo også lige have gang i kroppen igen, og komme ud og spille rigtige kampe. Vi er så heldige i OB, at vi er så tætte, så gutterne er gode til at tage sig af hinanden, så på den front er det ikke noget problem. Det er ligesom, når vi spiller en reserveholdskamp, så må de ældre tage ansvar i forhold til de unge.

Hvad betyder sejren for dig?

– Jeg elsker at vinde fodboldkampe, og det er det, det handler om. Jeg ved godt, der også er noget udvikling, men i sidste ende handler det om at vinde fodboldkampe. Når dommeren fløjter af, og vi har vundet 3-2, så er jeg sindssygt glad for at have vundet fodboldkampen, for det er det, vi husker. Hvad hjælper det at spille godt og tabe kampe? Det husker vi ikke. Vi husker, at vi vandt den første kamp i Baltic Sea Cup.

Du vil måske også kunne lide...