Mads Lyng: Trylleformularen er hårdt arbejde

Torsdag morgen meldte OB ud, at Mads Lyng er ny assistenttræner i klubben, og han havde samtidig også sin første dag på det nye arbejde i dag.

Der har været dialog mellem ham og OB henover juleferien, men han har ikke vidst så længe, at det var ham, der havde fået jobbet.

– Jeg har ikke vidst det så længe, for det er først en realitet, når man har skrevet under på kontrakten. Vi har haft nogle snakke, og som Björn og Søren selv har sagt, har der været nogle snakke, og nogle kandidater som de har kigget på, så jeg har vidst, det har været en mulighed henover juleferien, og så er jeg sindssygt glad for, at det er kommet på plads, så jeg kunne starte i dag.

Lyngs seneste job var som assistenttræner i Horsens, og han er godt klar over, at OB er en lidt anden størrelse end det, han kommer fra.

– OB er jo en anden klub end Horsens. Det er en større klub, og det er en større by. Jeg er selv opvokset i Kolding, så jeg har også et forhold til OB som den store klub, der var i det område, kan man sige. Derfor er det også en traditionsklub for mig. Jeg er stolt af, at jeg skal have logoet på brystet og gøre en kæmpe indsats her.

– Jeg vil være med til at gøre en forskel for at få OB på den kurs, som hele byen hungrer efter. Vi skal op i tabellen, og vi skal rykke os. Vi skal skabe noget, som kan blive ved, og ikke bare forsvinder efter et eller to år. Vi skal i en ny retning, og det tror jeg på, med det projekt Søren er sat i spidsen for, at jeg kan hjælpe ham med, med de kompetencer jeg har.

Hvad er dine spidskompetencer som træner?

– Jeg er primært ansat til at se, om vi kan forbedre og på standardsituationer. Det er noget, jeg har arbejdet meget med gennem mine seks år på førsteholdet i Horsens. Det er helt klart noget, jeg kommer ind med. Det synes jeg, er en spidskompetence jeg har. Både fordi jeg har arbejdet meget med det, og har meget erfaring med det fra den bedste række, men også fordi jeg brænder for det.

– Jeg har længe følt og tænkt, at i rigtig mange klubber bliver det her underprioriteret. Det bliver nedprioriteret, fordi man tænker, ’Det er dødbolde, det er fint nok’, men det ER vigtigt. Specielt i dansk fodbold er der rigtig meget, der bliver afgjort på standardsituationer, og det er en af de kompetencer, jeg kommer med, hvor jeg forhåbentlig kan skrue på nogle ting sammen med teamet.

Ser du, at der ligger point og venter i fremtiden i form af forbedrede dødbolde?

– 100%. Det er også målet med min ansættelse. Vi skal blive bedre enten til at score, eller forhindre de andre i at score. Vi skal score noget mere, og de andre skal score noget færre, og det starter med, at vi går ud mentalt, og forbereder os på, at nu gør vi det her til noget vigtigt.

– Det bliver implementeret i træningen, og vi prioriterer at træne det. Det er noget, alle spillere og trænere er bevidste om. Alle har en rolle, det er ikke kun ham, der sparker bolden, eller ham der skal heade. Alle de andre har også en rolle i det, vi laver på dødbolde. Det rykker noget, når man træner tingene, så bliver man dygtigere til det.

Mads Lyng bliver en del af et trænerteam, hvor Søren Krogh er blevet ny cheftræner, og Frank Hjortebjerg stadig er assistenttræner, og det ser han meget frem til.

– Jeg synes, det er et spændende trænerteam. Mange af de mennesker der er her, har jeg jo mødt som modstander gennem længere tid, men det er også kollegaer i branchen. Jeg ved, at det er rigtig gode mennesker, og det er mennesker, der vil arbejde hårdt. Jeg ved også, det er det, Søren ligesom er sat i spidsen for nu, det er et projekt, hvor vi skal smøre ærmerne op, og vi skal overleve i Superligaen, for vi kan ikke tillade os at sige, at vi er meget bedre end de andre.

– Det skal vi blive, men det tager tid, og lige nu skal vi gøre alt for at arbejde stenhårdt, så vi kan spille Superliga i næste sæson også, og det tror vi alle sammen på, at vi kan. Det er startet i dag ved, at vi har taget hul på at gøre tingene sammen, så vi kan rykke projektet i OB.

Er det også noget af den her erfaring fra at slås om overlevelse med Horsens, du skal bidrage med?

– Horsens er jo en klub, der gennem rigtig mange år har været i Superligaen, på trods af budget og andre ting egentlig ikke gør det muligt, at de skulle være i Superligaen. Det har vi selvfølgelig gjort, fordi vi i Horsens var dygtige til at bruge de ressourcer, der var, og få det maksimale ud af alting.

– Det er noget af det, jeg er vant til at arbejde med, at vi skal arbejde stenhårdt, og hvis vi skal gøre os dygtige til noget, så skal vi også bringe noget vilje og power ind i det. Det er en vigtig del for mig i min trænergerning, at når vi træner, så skal der være noget ild i øjnene, vi skal have noget power, og det skal også være sjovt. Det er sjovt, når man giver den gas, og når man vinder, og det starter nu her i sådan en vinteropstart, hvor det er koldt, og det er træls derude, men det er også et godt afsæt til, at man går ud, og giver den en skalle.

– Det kan godt være, det ikke er sjovt hele tiden, når vi træner i pisse dårligt vejr, men vi skal ud og gøre os bedre, og vi skal hele tiden rykke os sammen. Det er vilkårene. Det tror jeg på, at både stab og spillere og hele klubben er klar til.

Inden du fik tilbuddet fra OB, hvordan har du så set OB udefra?

– Som modstander har man måske set OB som en sovende kæmpe. Det er lidt et specielt ord, men det er jo en stor klub, der ikke har fået forløst deres potentiale gennem en længere periode.

– Vi har hele tiden vidst, at der er dygtige spillere i OB. Når vi har mødt OB med Horsens, har vi hele tiden vidst, at der er nogle spillere, der kan gøre ondt på os, men vi har også vidst, at hvis vi kan spille vores spil, så kan vi også sørge for, at OB måske ikke kommer til de ting, de gerne vil. Derfor har vi i en lang periode spillet lige kampe mod OB, men jeg har hele tiden set OB som en klub, hvor man tænker, at det skal forløses på et tidspunkt. Der skal gøres et eller andet for, at OB kan komme tilbage på den hylde, hvor jeg mener, OB hører til.

Hvad er så trylleformularen?

– Den møghamrende kedelige trylleformular er hårdt arbejde. Det er sådan, det er. Den fase vi er i lige nu, hvor vi har de point, vi har, der er vi nødt til at kigge ned og sige, at der er nogen, der kun lige har lidt færre point en os, og dem skal vi holde under os.

– Det er én kamp ad gangen, og der er vi simpelthen nødt til at sige, at vi SKAL arbejde stenhårdt for at blive dygtigere og for at komme ud med den power og vildskab der gør, at vi kan vinde de her fodboldkampe, som gør, at vi skal spille Superliga igen i næste sæson.

– Så trylleformularen er hårdt arbejde, og jeg ved også, at hårdt arbejde lyder kedeligt, men det behøver det ikke at være, for man kan arbejde hårdt, og så kan man blive rigtig dygtig, og så bliver det også flot at se på for publikum på et tidspunkt.

Det er jo den gamle OB formular..

– Det er jo det. Der er ikke nogen, der har patent på hårdt arbejde og alt det der. Det er noget, der ligger i DNA’et, og nogle gange skal man finde tilbage til det, og nu står i her som inkarnerede OB fans gennem mange år, og i ved det bedre end mig, men som jeg ser det, så er det dét, der skal til, at vi tror på det her, og at vi tror på hinanden, og at vi arbejder svinehårdt for det, uanset hvad der sker.