Marco Lund: Vi havde lagt en god taktik

Skadessituationen er meget kritisk i OB lige for tiden, og der var også flere spillere, der var tvivlsomme op til søndagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland på Odense Stadion.

En af de spillere der var tvivl om, var Marco Lund, der var skadet i sidste kamp mod AaB, ligesom han heller ikke trænede fuldt med tidligere på ugen. Han endte dog med at blive klar til eftermiddagens kamp, og han havde heller ikke problemer med fysikken i løbet af kampen.

– Den havde det fint. Så det ikke sådan ud? Den havde det helt fint, der var ikke så meget dér.

Hvad var det for en kamp at spille?

– Det var en typisk FC Nordsjælland-kamp, hvor de i perioder har bolden meget, og vi ved, vi kan straffe dem på en omstilling i ny og næ, og andre gange kan vi spille os udenom deres første pres, og det synes jeg, vi lykkedes godt med. Der er også plads til bare at holde bolden kørende for os.

– Det er to dygtige hold, der godt kan finde ud af at spille fodbold, og det synes jeg også, kommer til udtryk flere gange i kampen i dag.

OB leverede en rigtig god første halvleg, hvor de godt kunne have været foran med mere end 2-0, som de gik til pause med, og Marco Lund mener også, at de første 45 minutter var meget godkendt.

– Jeg synes, første halvleg er rigtig god. Vi har fået lagt en god taktik mod dem, og det lykkedes til UG, kryds og slange. I anden halvleg får de et lidt uheldigt mål, men vi kommer godt efter det, og jeg synes egentlig også, at anden halvleg er godkendt.

– Vi får scoret, og så er vi kloge derfra. Det er noget, vi har fået lagt til vores hold. Vi er ikke bange for at tabe kampe, vi kan godt køre føringer hjem. Det har vi vist flere gange nu, og det er en kæmpe styrke.

Fra anden halvlegs start så det lidt mere tøvende ud fra OB, og det blev da også straffet, da gæsterne fik reduceret otte minutter efter pausen.

– Det kan godt være, det bliver lidt en sovepude for os, at vi er foran med 2-0, og det må det selvfølgelig aldrig blive. Samtidig kræver det også rigtig meget at holde sig klar hele tiden mod et godt hold, men vi skal selvfølgelig stille krav til os selv. Der kommer lidt en trodsreaktion, da de reducerer, og det klæder os.

Hvor stor var forløsningen så, da Sander Svendsen sparker den i kassen til 3-1?

– Det er skønt. Han har skruet fødderne rigtig godt på i dag, og det er altid dejligt at se ham, når han har det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *