Martin Hansen er klar til kamp mod FCK, og mener, at episoden med Frøkjær og Minteh er kørt af sporet
Siden han kom til OB, har Martin Hansen været førstevalget i målet, og det var også planen, at han skulle have stået årets første kamp i Superligaen mod Randers.
Han blev dog ramt af en skade under opvarmningen, der gjorde, at Hans Christian Bernat måtte ind og spille, og det var ryggen, den var gal med for den rutinerede målmand.
– Jeg har døjet en del med ryggen under opstarten, og her kæmpet lidt med det. Der kommer en normal bold, og så får jeg et riv i ryggen. Efterfølgende prøver jeg at fortsætte, og så kommer der et indlæg, hvor det virkelig sætter sig fast, og så kunne jeg ikke fortsætte.
Målmanden sad også ude i den seneste kamp mod FC Nordsjælland, og i de to kampe han har været ude, er det endt med en uafgjort mod Randers og et nederlag til FC Nordsjælland.
Det er selvfølgelig ikke de resultater, OB havde ønsket sig, men Martin Hansen lægger heller ikke for meget i det, og prøver i stedet at kigge på det positive.
– Jeg synes ikke, resultaterne har været der, det er klart, men vi har kun tabt én fodboldkamp. Det var til FC Nordsjælland, hvor vi ender med at se dumme ud til sidst. 0-0 mod Randers hjemme det kan ske. Banen var ikke i god stand, og når du har ligget stille i tre måneder, så er det nogle gange sådan, det er.
– Vi vidste godt programmet ville være svært, når vi kom tilbage. Nu står vi overfor tre rigtig svære kampe, hvor vi starter mod FCK i Parken nu. Vi vidste godt, at i de fem kampe skulle vi måske nok hente ni point for at komme med i top seks. Det er jer medier, der er gode til at sige, der er modgang og sådan noget, men vi har kun tabt én kamp i de sidste 11, hvis jeg husker rigtigt, så vi skal prøve at tænke på de positive ting og finde dem frem.
Nu ser det ud til, at målmanden er klar til at spille igen på søndag, og det samme er den rutinerede forsvarsspiller, Bjørn Paulsen, der heller ikke har været med i de to første kampe, da han også har siddet ude med en skade.
– Vi er jo kun to spillere ud af 11. Selvfølgelig gør vi tingene anderledes i nogle situationer, kan man sige, og vi skal komme ind med noget gejst og energi på holdet. Nu har vi været ude, og vi har set det udefra, så vi skal ind og tage det ansvar, som de ældre skal gøre, og vi skal stikke lidt til nogle af de andre og sørge for, at de er på dupperne, og det skal de selvfølgelig også gøre den anden vej.
Søndag aften går det løs, når OB skal spille mod FCK i Parken. Et sted hvor de ikke har vundet i Superligaen i mere end 20 år, men den statistik er Martin Hansen ret ligeglad med.
– Statistikker er kun for dem, der keder sig. Så har de et eller andet at gå op i og bruge deres tid på. Når bolden ruller, er det en kamp ligesom alle andre. Der kan ske røde kort, der kan ske selvmål eller alle mulige andre ting. Fansene kan hurtigt vende sig, hvis de kommer bagud.
– Der kan ske så mange ting. Vi skal over og give alt, hvad vi har, og så kan det være, vi har tre point med hjem. Mindsettet skal være, at vi går over for at vinde. Vi ved udmærket godt, at hvis vi skal nå at komme i top seks, skal vi have nogle point med, og så ser vi, hvad der sker.
Tidligere i denne uge var der en episode til træningen mellem Mads Frøkjær og Yankuba Minteh, der nok har været nævnt i de fleste medier. Det er dog ikke noget, der har påvirket truppen, og målmanden er meget overrasket over, hvordan den sag er blevet blæst op.
– Prøv at høre her.. Den der episode til træning, det er ikke engang en episode rigtigt. Det er blevet kørt fuldstændigt af sporet. Vi har siddet 40 mand inde i omklædningsrummet og grinet af det. Bashkim og Minteh går, og krammer hinanden, og laver sjov og ballade. Kom nu videre, altså. Dagen før var der også mundhuggeri, det sker flere gange om ugen. Det er bare fordi, der står en journalist derude, og bliver forskrækket. Det kan vi ikke gå og tage os af.
– Jeg magter ikke at bruge min energi på det. Lige så hurtigt som det er sket, lige så hurtigt er det glemt igen. Det er det, der sker i fodboldklubber, så det kan jeg kun grine af. Jeg er helt chokeret over, at det overhovedet er kommet videre.
Kommer Martin Hansen ikke snart tilbage, savner hans overblik og ro, jeg holder vejret hver gang HC har en aktion 🙂