Max Fenger om dialog med OB: Har ikke fået noget at vide

Inden weekendens kamp mod FC Nordsjælland på Odense Stadion havde Max Fenger været med fra start helt i front i de sidste tre kampe i Superligaen.

Til kampen mod FC Nordsjælland startede han på bænken, og blev skiftet ind til de sidste 20 minutter, da OB vandt med 2-0.

– Nu har jeg fået tre kampe fra start som angriber, så at jeg kommer ud på bænken, er selvfølgelig trænerens beslutning. Jeg følte egentlig, jeg havde gjort det godt nok, og skaffede også et straffespark i sidste kamp. Men så må jeg bare gøre det så godt, jeg kan, når jeg kommer ind.

Da du så kommer ind, hvad er det så for en kamp at komme ind i?

– Det er en kamp, hvor vi er foran. Nordsjælland prøver at komme til noget, men de bliver ikke helt farlige, og så kan man godt fornemme, der er gode muligheder for at ramme dem, når de prøver at skubbe frem, og det gør vi så også til sidst.

– Overordnet set var det en kamp med chancer i begge ender, men vi havde heldigvis marginalerne med os.

Den unge angriber kom på banen med en god portion energi, og det var også for at vise, at han meget gerne vil være med fra start i den næste kamp.

– Ja, det kan man godt sige. Det er jo en del af mit spil at komme med noget energi. Når man starter inde, skal man vise, man vil være med fra start i næste kamp, og det skal man også, hvis man starter ude, og kommer ind. Det er meget naturligt. Jeg fokuserer bare på at gøre en forskel, når jeg kommer ind.

Fenger lukkede og slukkede med et flot mål til 2-0, men selvom det så nemt ud, så var det ikke et nemt mål.

– Nej. Det starter med, at der bliver slået en dyb bold op, hvor jeg så får vendt, og spillet den ind på Issam igen, hvor han så får chippet den ned, og den rammer lige et hoved på en af Nordsjællands forsvarsspillere, og så skal jeg bare tænke hurtigt, og så får jeg ramt den godt og lagt den over i det lange hjørne. Det var et fint mål, synes jeg.

Til bold.dk fortalte sportschef, Michael Hemmingsen, i går, at han er i dialog med Max Fenger og hans agent om en forlængelse. Det er dog ikke noget, den unge angriber kender til.

– Når der kommer noget relevant, får jeg det vel nok at vide.

Så du har ikke fået noget at vide?

– Nej, ikke indtil videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *