Michelsen: Har spillet til mere end fire point

OB var kommet godt i gang med den nye sæson efter en sejr over FCK og en uafgjort mod FC Nordsjælland, og det skulle de forsøge at følge op på ude mod AGF søndag eftermiddag.

Det endte dog med et nederlag på 4-2, selvom OB leverede en godkendt præstation, men træner Jakob Michelsen er godt klar over, at det handler om at vinde.

– Først og fremmest spiller vi for at vinde, og når vi taber, så er vi skuffede. Når det så er sagt, så laver vi langt hen ad vejen en god præstation, og putter mange af de ting i gryden, vi gerne vil, og på mange af de underliggende parametre performer vi rigtig godt, men vi må også anerkende at AGF er kyniske, og sparker dem godt ind.

Efter de tre første kampe har OB lukket syv mål ind, men træneren mener ikke, at han vil have ekstra fokus på forsvaret nu.

– Det er altid et mix mellem at kigge på forsvaret, angrebet og helheden. Hvis modstanderne nu havde væltet sig i store chancer, kunne der have været noget om det. Vi må anerkende, at vores modstandere har været meget effektive på meget få chancer, både AGF, FC Nordsjælland og til dels FCK. Vi har skabt og præsteret, på mange parametre, til mere end fire point i de første tre kampe.

Mener du, vi var bedre end AGF i går?

– Jeg vil mene, det var en kamp, der kunne være gået anderledes, men vi må også rose AGF for at være meget skarpe og effektive, for det er vel kun på målkontoen, på de underliggende parametre, at de slår os, men det er selvfølgelig også den vigtigste.

– Når man scorer to mål, plejer det at være nok til at få point, men det var det heller ikke mod FCK, hvor vi skulle lave tre for at få sejren.

En af de spillere der blev siet fra til opgøret mod AGF, var Mikkel Hyllegaard, og Michelsen fortæller lidt om, hvilke overvejelser han gjorde sig omkring det.

– Når vi udtager en startopstilling og en trup, så vælger man nogen til, og så er man også nødt til at vælge nogle andre fra. Det vil altid være sådan, at man skal forberede sig på forskellige kampbilleder, og der vurderede vi i går, at den bænk vi havde sammensat, det var den, der bedst kunne løse den opgave, vi stod overfor.

– Hyllegaard er en spiller, der er rigtig dygtig, når der er bagrum. Der var ikke så meget bagrum i går, fordi AGF stod relativt langt tilbage. Hyllegaard er altid god mod nogen, hvor han kan komme til at bruge sin speed. Han er bedst, når der er rigtig meget bagrum, og det var der ikke så meget af i går, som kampen forløb. Det er selvfølgelig nemt at være bagklog, og det kunne også være, AGF havde stået højt, og så havde det været rigtig vigtigt. Men vi vurderede, at vi havde brug for Max, Sveinn og Sander som de tre offensive kræfter på bænken, og det gik så ud over Hylle og de andre, der ikke var med i truppen. Sidste gang gik det ud over nogle andre, og det er altid en opvejelse som træner, at man skal vælge nogen til, og så skal man skuffe nogle andre.

Er det bekymrende for dig, at der er så mange chancer, vi ikke scorer på?

– Det er altid træls ikke at score på sine chancer, men det havde været endnu mere træls, hvis man ikke kom frem til chancerne. Jeg hæfter mig ved, at vi har lavet tre gode præstationer, der har været til mere end fire point, men nu står vi med fire point, og så ser vi frem mod næste kamp.

– Havde du spurgt mig inden sæsonen, havde jeg nok købt fire point, men når man ser på kampene, har vi i hvert fald præsteret til flere point målt på stats og underliggende parametre, og det er dem, der på sigt skal afgøre det. Jeg tror ikke på, kampen ville ende 4-2 til AGF, hvis den blev spillet igen med det samme chanceflow.

One Reply to “Michelsen: Har spillet til mere end fire point”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *