OB fik ram på SønderjyskE

OB’s hjemmekampe i 2018 har været nogle kolde fornøjelser, hvor der ikke har været så mange tilskuere. Til dagens kamp mod SønderjyskE var det ikke så koldt, som det har været i de andre kampe, men alligevel var der ikke mere end 2933 tilskuere, der havde fundet vej til stadion.

Der var et par overraskelser i startopstillingen, da Jeppe Tverskov startede på den centrale midtbane, hvilket havde gjort plads til Marco Lund i midterforsvaret ved siden af KEP. Ligeledes var Casper Nielsen placeret på kanten, og Troels Kløve var rykket ind på den centrale midtbane.

OB kom bedst fra start, og satte sig på spillet med det samme, og der skulle ikke gå ret lang tid, før det gav pote. Kampens første mål kom nemlig allerede efter seks minutter, hvor Nicklas Helenius prikkede bolden i nettet efter en chance, der kom lidt ud af ingenting.

Efter scoringen var det fortsat hjemmeholdet, der styrede kampens gang, og efter et kvarter landede bolden igen for fødderne af Helenius på kanten af feltet, og han hamrede til den, men den fløj lige over gæsternes mål.

SønderjyskE var ikke prangende i første del af første halvleg, hvor det virkede som om, at OB havde klart mere overskud. De fik da også udbytte af anstrengelserne efter 26 minutter, hvor Troels Kløve modtog bolden på kanten af feltet, og lagde den over i det lange hjørne til 2-0.

Mod slutningen af anden halvleg var det lidt mere lige, men et par minutter inden pausen kunne OB have så godt som lukket kampen, da der blev sendt en bold på tværs af feltet, som Anders K. Jacobsen dog ikke nåede at få prikket til, så stillingen ved pausen var 2-0.

De store positive oplevelser i første halvleg var Nicklas Helenius og Ryan Johnson Laursen, der begge var med i meget af spillet.

Anden halvleg startede lidt sløvt, hvor der i begyndelsen ikke var de store chancer. Efterhånden fik SønderjyskE ret godt fat, og efter et kvarter havde de en afslutning på stolpen.

Fem minutter senere havde de et gennemspillet angreb, hvor et indlæg ramte KEP på hånden, og der blev dømt straffe. Grytebust fik hånden på, men han kunne altså ikke lave om på, at gæsterne fik reduceret.

Resten af anden halvleg var lidt frem og tilbage, hvor det var gæsterne, der havde bedst fat i spillet. Til sidst var der en del spil oppe omkring vores felt, men de formåede dog ikke at komme frem til nogle helt store chancer.

OB kunne derfor juble over sejren, og de er derfor kommet godt fra start i gruppespillet.

Du vil måske også kunne lide...